Du er noget ganske særligt, derom skal ingen tvivl herske. For det var min søn, der blev omtalt i en lærebog om børn med autisme.

Du er noget ganske særligt, derom skal ingen tvivl herske. For det var min søn, der blev omtalt i en lærebog om børn med autisme.

For mig som mor var min søn det mest unikke væsen, der fandtes på denne jord.
Senere hen i livet kom han til at dele denne betydning med sine to mindre søskende.
Jeg blev mor som ganske ung, var fyldt 19 i januar, da han kom til verden i juli 1992.
Graviditeten var forløbet fuldstændig normalt omend mit liv i perioden var en smule turbulent.
På daværende tidspunkt boede jeg sammen med min søns far i en studielejlighed tæt på Kildebakken station.
Han var selvstændig vinduespudser og 4 år ældre end jeg.

Lejligheden var fugtig og i dårlig stand og på ingen måde et forsvarligt sted at starte en familie, men det var billigt 1500 kroner for to værelser.
Springet fra at bo hjemme til at skulle lege far, mor og barn føltes ganske overvældende. Men samtidig gav det også en smag af frihed til, at vokse med opgaven.
Jeg var kun 17 år, ingen uddannelse eller erfaring med at holde hus, økonomi eller skulle være mor kun 2 år senere.
Trangen til at få min egen familie var så presserende, at jeg ikke et øjeblik stillede spørgsmålstegn ved den positive graviditetstest.

Under min graviditet blev jeg grundet min unge alder fulgt ekstra tæt af et team, der var tilknyttet jordemodercenteret.
Jeg undrede mig ikke over dette, men oplevede det tværtom som et sikkerhedsnet, der blev sat under os som unge kommende forældre.
Det lykkedes os at finde en anden bolig inden vores søn kom til verden, denne var beliggende på Magletorv, men desværre kun en begrænset fremleje.
Kommunen havde ikke mulighed for, at tilbyde noget alternativ til denne.

Vores søn kommer til verden på Gentofte sygehus, efter 10 drøje timer med veer og smerter.
Den sidste del af fødslen er kompliceret, da meldingen fra jordemoderen er, at han er stresset inde i maven og skal ud hurtigst muligt.
Efter 30 minutters presseperiode fødes han, men grundet min ihærdighed sluger han en del fostervand i forløbet.
Dette bevirker at han får vand i lungerne og nogle timer senere overflyttes til neonatalafdelingen på Glostrup.

Der er ingen tvivl om at der er flere faktorer der kan gøre sig gældende, i mit efterfølgende opklaringsarbejde.
Hvad ligger der til grund for, at min søn 9 år senere diagnostiseres med Aspergers syndrom.
Her mange år efter er jeg ikke kommet tættere på en forklaring på dette, og når alt kommer til alt så ville det ikke have ændret på vores liv, at vide dette.
Jeg fik en søn med et særligt behov, et helt i gennem unikt lille væsen blev mit ansvar og han åbnede min verden op og gav mig indsigt.
At opleve verden gennem hans øjne, gav mig mulighed for, at favne dele af livet jeg ikke kendte noget til før.

At have et barn med en medfødt skrøbelighed blev først rigtig svært i det han skulle starte i skole.
Her skulle han forholde sig til larmen fra 28 andre børn og oftest kun en voksen til, at styre forestillingen.
Her var ingen struktur og forudsigelighed som han havde været vant til fra tidligere
i børnehaven.
Måden han valgte at takle alt det nye og vanvittige i livet som skoledreng, var ved at råbe endnu højere end resten og gøre uheldig opmærksom på sig selv.
Udadreagerende adfærd, uforstående voksne og bekymrede forældre blev dagens lektie og dette varede de første 3 skoleår.

Kun afbrudt af en PPR psykolog, en returnering til børnehaven og skolestart i nye rammer på en anden skole.
Først i en alder af 9 år efter et langt forløb i PPR regi, får vi som forældre en forklaring på hvorfor vores søn ikke kan fungere i et normalt skolesystem.
At få en diagnose forærende som desperate og fortvivlede forældre, var på daværende tidspunkt en kæmpe håndsrækning.
Mange år efter kæmpede jeg som mor med, at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde fejlet.
At det ikke skyldtes min unge alder, min manglende erfaring, den ikke eksisterende opbakning hjemmefra.

Der var ikke noget jeg kunne have gjort anderledes som mor for, at ændre på det faktum, at jeg nu stod med en dreng på 9 år, der ikke kunne navigere i skolens rammer og krav.
En søn der efter et langt og opslidende forløb hos PPR havde proklameret, at han ikke ønskede at leve mere.
Jeg var slidt ned til sokkeholderne men var nødsaget til, at holde modet oppe for os begge.
Da diagnosen blev sat troede jeg, at min kamp var slut, men i virkeligheden var den først rigtig begyndt.

Rammerne i skolen var fortsat de samme dette kunne en diagnose fra PPR jo ikke ændre. Min søn landede mellem to stole med et brag, da han var for velfungerende til en specialskole og for dårligt fungerende til en almindelig kommuneskole.
For at kunne rumme ham i skolen iværksatte kommunen derfor en støttelærer, til de timer hvor det var sværest. Det var langt fra nok, og kampen for, at rumme min søn og give plads til resten af klassen krævede alt for mange ressourcer.
9 års skoleforløb som inklusionelev i en normal folkeskole med støttefunktion for overhovedet, at kunne rumme ham det har kostet dyrt på erfaringskontoen.

Værst er det dog da desperationen fra skolen medvirker til, at kommunen vælger at sætte ham i en støtteklasse for adfærdsvanskelige børn.
Med argumentet om, at der er mere voksenkontakt og kun 8 børn i klassen. Drengene i klassen er alle udadreagerende og har ikke været mulige, at enkeltintegrere i en normal folkeskole.
Der er larm og uro, grænseløshed og alt for meget fokus på det sociale spillerum end, at stille et læringsrum op for min søn.
Han mistrives tydeligt og en af de første dage begår han med pres fra de nye klassekammerater butikstyveri i den nærmeste kiosk.

Jeg er ikke ude på at finde en syndebuk, eller at pege fingre af nogen eller noget. Men det har ikke taget mig længe at konkludere, at det danske skolevæsen har fejlet grundigt.
Enkeltintegrering af børn med særlige behov i de normale folkeskoler er kompliceret og omkostningsfyldt for de børn det indbefatter. Men det har også betydning for klassekammeraterne og deres forældre.
Gråzone børn som min søn skal favnes af et system der er klædt på til at tage sig af de særlige behov de har med sig, så deres faglige og personlige udvikling trives.

Det er mange år siden min søn, der for mig som mor altid vil være noget ganske særligt, gik ud af en folkeskole der kæmpede for og mod ham gennem 9 år.
Heldigvis havde vi som familie ressourcerne til, at støtte op om forløbet og hans udvikling.
I dag er han 25 år, bor med sin kæreste og læser til elektriker.
Havde jeg vidst dette for 16 år siden ville kampen for, at overleve i systemet have været langt lettere at bide i sig.

Læs også

http://favnlivet.bloggersdelight.dk/2017/10/11/drengen-der-ikke-ville-sidde-ned/

Favn livet Lene