Hos naboen sad vi og røg smøger i smug, i lejligheden nedenunder kom altid mange mænd.

I virkeligheden vil jeg helst lade være med, at vende blikket tilbage til det du var engang.
Nu er du her ikke længere.

Aftegningen af din ryg er den jeg bedst kan beskrive. For langt størstedelen af den tid vi tilbragte sammen sad du med ryggen til mig. Det virkede som om du knapt registrerede min tilstedeværelse. Weekenden hastede afsted men det var ikke dig, der kunne tage æren for dette.
På æblerov i de nærliggende gader, eller når vi hoppede over plankeværket til genboens døtre.
De havde Barbie udstyr i vilde mængder og tiden fløj afsted.
Her behøvede ingen at dæmpe sig, her var latter tilladt hele tiden uafhængigt af hvilket humør du var i.

Huset i to etager med en have foran, i indkørslen holdt din hvide Skoda.
Lå bagi bilen uden sele på og forsøgte at sove køresygen bort.
Foran sad du på førersædet og pulsede på en cecil uden filter.
Hver 14. dag var aftalen derfor tog jeg fra indre by med bus 5 til endestationen. Det føltes så uendelig langt væk fra alting og alt jeg så var din ryg.
Hos naboen sad vi og røg smøger i smug, i lejligheden nedenunder kom altid mange mænd.

Du var frygten i mine barnlige forestillinger, om hvor farlig verden den var. Kiggede ned i bordet under maden, imens dit blik brændte sig ind i min nethinde.
Når du lo så var vi alle glade, når du var tavs så kiggede vi ned.
Hadede når du fik en voksen kvinde til, at græde hende de andre kaldte mor.
Ved maden måtte jeg ikke drikke, for så ville jeg drikke mig mæt i stedet for at spise.

Der var aldrig mad nok alligevel, så min mave blev aldrig fyldt.
Når du endelig kiggede min vej, så du så kun alt det du ikke ville have og alt det du engang havde forladt?
Det var svært at være barn af dig, for jeg mindede dig nok om min mor.
Du gik fra os da jeg var ganske lille, kan ikke forstå hvordan man kan vende ryggen til en, der er så lille endda.
Delte kirkeblade ude i så mange opgange, op og ned af trapperne og endte med at forsøde tilværelsen med slikmutters bland selv for de hårdttjente skillinger.

Vasketøjet var lagt i sirlige bunker, maden stod på bordet kl 6 og opvasken den klarede alle os, der havde mindst at skulle have sagt.
Du sad for det meste foran computeren, med ryggen til verden.
Når fjernsynet kørte og os børn var inviteret med, så sad vi på gulvet og prøvede, at være stille uden at udgyde
et fnis.
Men det er svært ikke at le når man er barn og oplever, at verden stadig er fyldt med muligheder.

For så faldt hammeren og alle røg vi op på værelset, for børn skulle ses og ikke høres.
Vores minder sammen er spinkle og tågede, du var vred og humørsyg husker jeg bedst.
Dit blik sagde mere end tusinde ord, og en dag valgte jeg, at holde mig væk.
Så hellere intet af dig end aftegningen af din ligeglade ryg.
Opdagede du nogensinde, at jeg ikke mere kom, til huset på Amager.
Øen jeg stadigvæk hader fordi det minder mig om den du var.

Min barndom i frygt for hvordan jeg skulle være, for at fortjene dit blik uden had og foragt.
Jeg ved da godt, at mine fine manerer mindede dig om alt det du forkastede
og forlod dengang jeg var lille.
Men om du havde givet mig en chance til at vise dig, at jeg også var en datter, der manglede sin far.
Havde det formildnet dit blik? Det håber jeg for måske havde det set, at det blot var hende. Din datter.

Favn livet Lene