I mange år elskede jeg ikke min far….

Sorgen er din alene, sådan kan det i mange tilfælde føles. Når man lader sig overvælde af alt det sørgelige og urimelige i, at skulle miste en man elsker.

Den kan føles så tung, at kroppen på ingen måde formår, at slæbe rundt på den. Har kun overskud til, at gemme sig under dynen, i en rastløs tilstand hvor søvnen ikke gør nogen forskel.
Drømmene er forvirrede og urolige, og i det man vågner fra dem igen, er den første tanke der dukker op, sorgen.

Jeg mistede min far for 4 år siden, det var en meget uventet død. Han døde alene, alene i sin lille indelukkede lejlighed på Amager. Amager var hans Ø gennem hele min opvækst.
Han elskede, at gå lange ture på Amager fælled, og nyde naturen og roen.

Jeg elskede ikke min far i mange år. Jeg tog afstand fra hans væsen og alle hans gerninger. Jeg var hans datter på afstand.

I en alder af kun 19 år, tog jeg en af de sværeste beslutninger i mit liv. Jeg bad min far om, at holde sig væk. Fortalte ham, at jeg som menneske ikke kunne se ham i øjnene. Det der var sket, var fatalt.
Det er ikke noget, der skal ligge ham til evig last ved, at blive beskrevet her.

Jeg var så ung, og manglede en far. Men nogen far label kunne han bestemt ikke leve op til.

Der var perioder hvor jeg ikke skænkede ham en tanke, og der var dage hvor jeg synes, at se ham alle steder på gader og stræder.

En dag så jeg ham, da han poppede op på min Facebook, som forslag til venner.

Der var gået 16 år siden sidst vi havde kontakt.

Jeg var på mange områder blevet voksen, men barnet i mig manglede stadig en far. Jeg manglede min historie, min barndom. Den var forsvundet i mit eget indre. Fortrængt måske.

Efter mange modige minutter, der blev til dage, skrev jeg en besked til ham.

Han svarede og vi aftalte, at mødes på Barasso på Amagerbrogade.  Jeg sov ikke natten op til. Han kom ind på cafeen, og var blevet gammel. Det samme var jeg. Han pointere min aldring ved, at pege på poserne under mine øjne.

Jeg var blevet en voksen kvinde.

Jeg vidste han var syg. Det var ikke noget vi omtalte. Lægen var udelukket, og min far blev gul og tynd. Jeg fik 3 år, at afslutte vores forhold på, som far og datter.

Han døde alene, i sin lejlighed på Amager. Jeg lærte, at elske ham igen, som min far.
Jeg tilgav ham, og lod tvivlen komme ham til gode.

I starten efter han gik bort, var jeg så fyldt med vrede, at sorgen ikke fik plads. Jeg kunne ikke græde. Efter et halvt år, var min vrede væk. Med sorgen og savnet, kom tårerne.
Min far døde den 1. maj i en alder af 61 år.
Alene i sin lejlighed på Amager.
Jeg skulle have holdt hans hånd.

Favn livet Lene