Drengen der ikke ville sidde ned..

---

Drengen der ikke ville sidde ned i bussen fordi manden på sædet ved siden af lugtede, og dette ytrede han gerne højlydt så manden også kunne høre det.
Det kan muligvis set udefra virke komisk og du trækker måske lidt på smilebåndet ved tanken.
At have et barn med særlige behov, der ikke reagerer tilsvarende det normalen gør, normalen forstået som det størstedelen af menneskeheden indenfor den samme kulturelle baggrund ville gøre, det er hårdt og brutalt.

Drengen der i forbindelse med hans skolestart fik invalideret sit liv med forskellige tics, som en kompensation for alt det stress det medførte i overgangen fra den trygge base i vuggestue/børnehave til skolen.
Tics der kunne fylde så voldsomt i hans liv at det på omgivelserne føltes overvældende bare, at skulle være vidne til.
Strømper der blev hevet op så de gik til knæene og hver gang de var gledet et stykke, blev drengen forstyrret i det han ellers var i gang med, for op skulle de jo.
De mere kropslige tics som, at løfte armene op eller hovedet der blev kastet tilbage, øjnene der blev knebet i så mange gange at huden omkring dem, blev rød og irriteret.
Skoene om det var med snørebånd eller velcro blev hevet og strammet så fødderne fik mærker indenunder.
Alle de forskellige tics og en umiddelbarhed i denne drengs adfærd gennem hans ærlighed og komplette mangel på situationsfornemmelse, det var lidt af hvem han var.

Det han oplevede blev sagt, en gennemsigtighed, der også kunne forurolige.
Drengen ytrede til sin mor, at han aldrig havde følt dårlig samvittighed.
Men tænkte moderen bekymret, alle mennesker har da en samvittighed som de handler og reagerer udfra.
Men denne havde drengen ikke, sagde han.

Moderen elskede drengen som han var, fuldstændig perfekt set gennem hendes øjne.
Men hun lyttede da til hvad alle de omkring hende sagde for de var bekymret. Meget bekymret endda.
Derfor indvilligede moderen i at lade alle de bekymrede mennesker om at undersøge drengen.
Det var en lang proces og der var mange undersøgelser og spørgsmål. Gennem alt den tid hvor de undersøgte drengen for hvorfor han mon reagerede anderledes end andre børn, hvorfor han var så vred og havde så svært ved at lære at gå i skole.
Drengen gjorde alt hvad der stod i hans magt for at svare på deres spørgsmål og gennemgå alle de undersøgelser de gerne ville.
En dag sagde drengen til sin mor, at han ikke orkede at leve mere for det var alt for hårdt.
Moderen græd i sit stille sind, og opmuntrede drengen til, at det var for at hjælpe ham i den sidste ende.

3 år gik og endelig kunne alle de kloge mennesker fortælle drengen og hans mor, at der var en forklaring på drengens adfærd.
Det var fordi han var autist sagde de. Hvad gør vi så nu sagde moderen, der nu havde en dreng der var autist.
I skal have et papir på at drengen han har denne her diagnose sagde alle de kloge mennesker, ellers så er der ikke nogen der kan hjælpe jer.
Det var der nu ikke rigtig alligevel for drengen han var kun så lidt autist, at han ikke kunne gå på en skole hvor der var andre som han selv.
Tilgengæld så skulle han blive på den samme skole, han havde allerede gået på en skole, men det var for svært og så kom han i børnehave igen.
Den nye skole var også svær for her kunne drengen ihvertfald ikke være med når det handlede om de risikofyldte fag som håndarbejde, sløjd, fysik, hjemkundskab eller når de skulle på ture ud af huset.
Der måtte drengen så være hjemme eller i støtteklassen, så han ikke gjorde mere skade på de andre børn.

Moderen synes det var svært at drengen gjorde de andre børn ondt, uden umiddelbar årsag sagde de voksne på skolen.
Drengen synes det var svært at være anderledes end alle de andre, ved at skulle have andre regler end dem såsom udelukkelse fra undervisningen eller timeouts når koncentrationen forsvandt.
Drengen fik en støttelærer der var en dame, hun gjorde mange ting i drengens liv meget lettere.
Desværre kunne hun ikke være der i alle de timer hvor drengen havde svært ved at være med i undervisningen.
På et tidspunkt ville kommunen gerne prøve noget andet med drengen. Derfor placerede de drengen i en klasse på en anden skole hvor der kun var 8 drenge og to lærere.
De andre drenge havde mange udfordringer med hvordan man skulle agerer i samfundet og de kunne mange tips og tricks som drengen ikke kendte.
Drengen lærte eksempelvis hvordan man får kiks i kiosken og det helt uden penge.

Det at der ikke var nogen der kunne se på drengen at han var anderledes og derfor ikke kunne forstå hvorfor drengen gjorde og sagde som han gjorde, var ind i mellem pinligt og svært for moderen.
Derfor valgte moderen, at fortælle alle de andre voksne i skolen om drengens udfordringer fordi han var autist.
Mange dage tænkte moderen at det var hendes skyld, at drengen var blevet autist og skulle leve med alle de ekstra udfordringer i sit liv.
Da græd hun for sig selv og tænkte, at alt hun kunne gøre var at elske ham og vise drengen hvordan han kunne lære, at blive som alle de andre.
Drengen blev aldrig som alle de andre heldigvis, han blev bare voksen og lærte gennem erfaringer og spejling hvordan livet gør det bedst når man er anderledes end folk er flest.

 

Favn livet Lene