Mit fredagsmorgenmøde...

Lær at forstå din teenager!

img_0231

Nogle ting i livet skal man gå til med forsigtighed, deriblandt kan nævnes kategorien teenagere.

Disse væsner optræder i alle forældrepars liv gennem en årrække, for så pludselig, at forsvinde ud i den blå luft. Så sidder man der tilbage og tænker, hvornår var det lige den teenager forsvandt og blev erstattet af en forholdsvis rationel skabning.

De kommer og går nogenlunde som det passer dem, ind imellem sker det, at man kan se dem rent fysisk, men det er ikke altid muligt at nå en ligestillet sprogstamme.
Det viser sig rent faktisk, at denne race kan ændre form og sprog, inden for en meget begrænset tidsperiode, dette kan besværliggøre nogle former for kommunikation.
Igennem længere perioder kan også ses tilstande af fuldstændig apati og manglende mulighed for, at koble beskeder og forståelse sammen, så det danner mening.
Periodevis ses udsving i humøret fra komplet overstadighed til nærmest selvmordstruet tilstand, disse udsving kan komme i bølger med meget kort interval uden forudgående advarsel, så det gælder om, at være klædt på til lejligheden og husk masser af skiftetøj.

Når maden står på bordet send din teenager en snapchat om det er nu det sker, men når opvasken skal tages læg, der et billede ud på facebook fra dengang poden var lille og i bar rumpe ved poolen så er der noget, at forhandle om senere hen.
Rent fysisk sker der også yderliggående ting med disse væsner. Det kan ske, at det ser ud som om de vender vrangen ud på sig selv, ansigtet kan ændre form fra komplet uvidenhed til, at øjnene er på vej ind i panden.
Energien kan ofte sammenlignes med ens bedstemor, der er 80 år og skind død, på nær når de overfaldes af akutte tilfælde af hypertension fordi internettet ikke virker midt i det vigtigste øjeblik i deres hidtidige oplevede liv.

Simple opgaver kan for disse væsner synes svært overvældende og det kan kræve mange dages bearbejdning og forberedelse, hvor det desværre kan ske, at de kommer fra det igen.
Gentagelser kan være nødvendige og er man udstyret med en god portion tålmodighed så er man godt på vej.
Ilt og vand er ikke nødvendigt for overlevelse hos disse teenagere i samme udstrækning som hos andre væsner. Ja rent faktisk kan de overleve længe uden, at komme uden for en dør, og lys skal helst være i kunstig form.
Væske er til indvortes brug ikke udvendig og denne indtages helst i den sukkerholdige version.

Har man et ønske om, at få tæt kontakt og en større forståelse for denne race kan det anbefales, at gå i dvale gennem en årrække for derefter, at vende tilbage når det hele er vel overstået.
Med tiden vil det være anbefalelsesværdigt, at fremstille forældre i zip format, da disse højst sandsynligt vil kunne trænge hurtigere og mere effektivt igennem.
Men vær indstillet på, at der skal finde en opdatering sted helst på timebasis, da man ellers vil blive opfattet som outdated.

Til trods for denne forskellighed må man sige, at forældrene til disse teenagere er heldigt stillet, at denne udvikling sker efter en del år sammen. Forestiller man sig, at der blev byttet om på det spæde barn med dets dybe afhængighed og teenageren der kæmper for at få kappet navlestrengen.
Så ville man sidde med et spædbarn, der klart mente det kunne flytte hjemmefra i morgen og en teenager, der ville ammes og ligge i arm hele tiden, sikke en væmmelig tanke.

Man skal indstille sig på som forældre til disse skabninger, at lige meget hvor ihærdig man er for, at stille dem tilfreds så er man oppe imod en langt større magt.
Man kan fylde deres rum med alskens dippedutter og tingenoter af elektronisk karakter og alligevel kan man finde dem i en nærmest fastfrosset stilling.
Et kort øjeblik kunne man tænke, at det hele var gået i stå og så viser det sig, at ens teenager er blevet overfaldet og lammet af en børnesygdom, der ikke endnu er fundet en vaccine imod, nemlig kedsomhed.

Sjovt nok er det også i denne fase af livet, at ens xx teenager finder ud af at xy teenageren ikke er så ringe endda.
Indtil da har der ellers været en indædt kamp kønnene imellem med den overbevisning, at man kunne blive smittet med både pigelus eller drengefnat hvis man kom i nærkontakt.
Det kan af og til virke som om denne ny opdagede interesse kan være altoverskyggende, og for udefrakommende kan det virke meget forvirrende da, der oftest sker en hurtig udskiftning i hvem det rent fysisk skal involvere.
Hvad der er sandhed i dag er ikke nødvendigvis sandhed i morgen.

Forældres vigtigste funktion gennem denne periode er, at de er boksepuden, lommetørklædet og containeren.
Alt der sker i teenagerens liv af forfærdelige ting, vil til enhver tid falde tilbage på dig. Har de sovet over sig eller har glemt tiden i forbindelse med, at de nærmest komatøst forsøger, at komme ud af sengen om morgenen, så kan du være forvisset om, at det er din skyld fordi du ikke holdt øje med tiden.
Er der ikke noget tøj, at tage på fra klædeskabet handler det i stor udstrækning om, at der gives for lidt i lommepenge og/eller, der aldrig bliver vasket tøj.
Rækken af begivenheder hvor du som forælder er ansvarlig for tid, vejr og mængden af ulykker, der ellers måtte ramme, er tæt på uendelig.
Men når alt kommer til alt, så indstil dig på at ethvert forsvar eller offentlig ytring, fløjten, nynnen, kommentar til nogen eller noget, deling på sociale medier lige meget hvad så er du bare indbegrebet af PINLIG.
OMG stop dig selv!

Favn livet Lene

Del gerne din mening

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

del gerne din mening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit fredagsmorgenmøde...