Mit fredagsmorgenmøde…

Min fredag starter tidligt i dag, allerede kl 9. Jeg har en aftale med en journaliststuderende, der skal interviewe mig i forhold til mit arbejdsfelt.

Har det svært med, at lukke fremmede mennesker ind i mit hjem uden forinden, at have været på inspektion i alle kroge.

Mit badeværelse skal syne rent og indbydende, i soveværelset skal sengen være redt, på trods af der er ingen, der ser det alligevel.
Stuen skal være ryddelig og stearinlys skal skabe en stemning af, at her er rart at være denne efterårsmorgen.

Det er dilemmafyldt for mig, at skulle invitere en journalist ind på mine enemærker. I mit hjem smider jeg mine facader og tager arbejdskasketten af, men til morgen skal jeg dele ud af mit arbejdsliv.

Jeg skal råbe op om det felt jeg hver dag bevæger mig rundt i, min virkelighed og min skrøbelighed.
Det er jo fordi det har betydning, at jeg orker at vedblive med, at råbe op og gøre opmærksom på, at vores vilkår ikke er i orden.
Om jeg ikke var vild med det, søgte jeg da bare væk og fandt et andet job som pædagog.

Vi sætter os ved mit spisebord, på en stol så vi sidder overfor hinanden.
På bordet står vand med økologiske citroner, små skåle med dadler og nødder, the og kaffe klar til at byde velkommen.
Jeg mærker en begyndende nervøsitet i maven og forsøger ihærdigt at negligere den.
Begge er vi afhængige af, at fundamentet for samtalen er bygget på etik og ærlighed, da det er afgørende for resultatet, der gerne i sidste ende skal være evidensbaseret.

Samtalen omhandler mit arbejdsfelt og den stigning, der ses af vold og trusler indenfor området.
Det kan jeg godt nikke genkendende til desværre, det er som om fokus på ændringer kun sker i forlængelse af en voldsom episode, der ender på forsiderne.

1,5 time efter giver vi hinanden håndslag på at jeg får indsigt i de citater, der eventuelt vil blive anvendt og indsigelse i udtalelserne om jeg ikke er enig.

Jeg har endnu engang vendt vrangen ud på mig selv for, at få belyst de mange fejlmargener, der er i psykiatrien i håbet om, at nogen vil lytte og tage det alvorligt.

Fredagen fortsætter ufortrødent og snart skal jeg på job, hvor alt endnu er ved det sædvanlige og mit liv stadig er udsat på daglig basis.

Favn livet Lene