Engang var vi unge og forelskede….

Ser dig der i ensomhedens kåbe, slynget så fast omkring dit legeme, at der ikke er plads til kærtegn og varme.

Vender livet ryggen for at bilde os alle ind at alene er du stærkest.
Mærker du mit favntag helt inde fra hjertes dybeste kammer, ømt og hengivent fordi du har betydning for en som mig.
Vil mine hænder der berører din ryg og aer spidsen af dit hår kunne få dit forsvar til at falde.
Luk lyset ind i dit indre så du kan se os alle herude, der vil dig mere end du selv.

Kan smerten druknes med alt du hælder i den for at glemme, ikke at mærke det der var og er.
Ser livet på afstand gennem flaskens grønne skær. Når latter ikke kan gøre hjertet boblende lader du det ude og ser kun det, der er gået i sort.
Et skridt frem og to tilbage har dine sko taget og nu vil benene ikke engang være med.
Forstår ikke at du ikke kan se livet er fucking smukt om du ser det i det rette lys.

Engang var vi forelskede som aldrig før, nu er alt skyllet væk af tidevandet der indhentede os.
Lad livet favne min smerte, min lyst til at mærke og være.
Engang føltes kærlighed som en karusseltur med op og ned ture, forelskelsen varede sjældent længe og rekorden var et par måneder højst.
Kærlighedens favntag som den viste sig uskyldsren første gang for så mange år siden.
Teenagekåd hvor livet drejede endnu hurtigere rundt, og efterlod mit hjerte helt ustyrligt rundtosset.
Forelsket i forelskelsen sagde min mor om mine følelsesmæssige udsving.
Som en tur i karussel kørte mit humør op og ned, fra depressive sorte huller hvor Sinead O’Connors udgave af nothing compares to you kørte på repeat, afløst af dans på bordene til lyset brød frem.

Kærligheden havde ingen nåde, ud røg de en efter en når den første psykoselignende tilstand havde lagt sig.
Ukritisk og eksperimenterende i mine valg gav mange bump på vejen mod den eneste ene.
Man kan ikke elske andre førend man lærer at elske sig selv, lader livet passere revy og ser dit ansigt igen og igen.
Troede det var så let, men kærligheden er svær og den sætter sine spor.
Arrene fra alle de mislykkede gange hvor lykken rendte ud, sidder i mit hjerte for altid.

Med alderen faldt roen over mit hjertes iltre liv, affandt sig med at psykosen blev afløst af noget dybere men også langt mere enkelt.
Den ubetingede kærlighed til mine børn, efterfulgt af uro og panik i perioder.
Kærligheden til det menneske, der viste sig at være mig på godt og ondt.
Bevægede mig ud af mit eget og fandt det i livet, der gav mening ud over kærligheden.
Det der gør, at jeg står op hver morgen og også på de sorte dage, vender dynen af og hopper ud i det, der måtte komme.
Min målestok er blevet mindre med årene så den kan være i bukselommen, på min vej ud i firspring eller hovedkuls gennem alt der skal komme.
Det der var, er og skal komme giver mening fordi jeg vælger, ikke at vende det blinde øje til.

 

Favn livet Lene