Det er København når hun er dejligst, som hun kan være på en smuk sommerdag, med sit forelskede blik i alt hvad hun møder.

Haster afsted gennem byen mod Christians havn, over Knippelsbro forbi kanalen med de små både i forskellige farver. På torvet er der fyldt godt op af mennesker, der enten er på vej eller gør holdt i det de var i gang med.
Byen summer af liv og kærlighed på denne sommerdag, en af de få rigtige med varme og sol under skørterne.
Min opmærksomhed fanges af en mand, der fulder sig i midten af alt postyret, på torvet hvor alt er muligt.

Skæverter på glatis strør en sødlig duft af hamp, der er bearbejdet på den ene eller anden måde omkring sig.
Det kræver ikke den store sporhund at lokalisere et vist indtag.
Jeg drages ikke af duften eller rusen, for bagsiden af denne har jeg vidnet alt for ofte.
På voldene går familier tur med børn og hunde, solens legende stråler skaber smil om læben.
Det er København når hun er dejligst, som hun kan være på en smuk sommerdag, med sit forelskede blik i alt hvad hun møder.

Mine skridt runger tungt mod flisernes grå beton, og larmen i mit indre gør, at jeg kan mærke livet stadig rumsterer indeni.
Når Amagerbrogade uden egentlig, at vide hvordan jeg er havnet her, på vej mod noget.
Jeg ved endnu ikke hvad det er jeg skal finde.
Tomhed fylder hver en krog af det, der eftersigende skulle være mig, så jeg stille forsvinder lidt efter lidt.
I starten holdt jeg fast i den og min overbevisning bildte mig ind jeg var.
Men nu ved jeg ikke længere.
Ser par der går hånd i hånd.
Afsted mod noget, jeg ved ikke længere hvad.

På et tidspunkt må vejen vel ende, det ene ben foran det andet.
Er ikke længere bange for ikke, at være med i det der sker.
Alt har en ende, en regnorm den har to.
Man gjorde et barn fortræd, for længe siden.
Ser hende haste afsted over Langebro og krydser fingre for, at hun den blot passerer.
Vandets blå kan virke dragende på hendes tanker, hun stopper op for en stund.
Kigger ned i vandet, der vugger blidt som en moders favn.
Tiden går i stå for en stund, lader vandet kæle for hendes smerte.

En kvinde der stirrer ned i vandets dybe, bølgerne skvulper i stilhed fra den ene side til den anden.
Hvad mon hun ser i vandets blå så længe, at tiden indkapsles og nærmest går i stå.
Minder der passerer om en svunden tid engang, den hun var og aldrig mere.
Aer barnet på hendes skød så blidt over håret, indsnuser duften fra huden så blød.
I vandet udvaskes barnets duft forevigt.
Hun kigger op med et sæt og haster videre over langebro mod byens puls.
Lader natten hende indfange og alle sorgerne danses væk gennem alkoholens brusende fornemmelse.

Byen der aldrig sover holder hende tæt i dens arme…..

Favn livet Lene