Engang var jeg en mor, nu er jeg også en kvinde…

Den sommer mine børn flyttede hjemmefra efterlod de et stort hul indeni, selvom vi alle vidste det var naturligt og ville ske, så var jeg på ingen måde forberedt på den tomhed det ville afstedkomme.

Siden mit 19 år har mit liv i høj grad handlet om moderskabet og alt hvad det indebærer af bleskift, amning, vågne nætter og at lære et lille nyt væsen at kende. Lære at tyde dets signaler og sprog der i starten virker voldsomt uigenkendeligt. Som at tage et VUC kursus i kinesisk, jeg var lost helt lost.

Men stille og roligt indfinder roen sig til, at lære alt det nye gennem følelsen af, at elske noget udover sig selv betingelsesløst.

En kærlighed ud over alle grænser, nærmest opslugende voldsom følte jeg den i alle mine celler i alle dele af min krop.

Et bånd for livet var begyndt at spire frem i mellem os, og ingen saks i verden var stærk nok til at klippe det over.

Da barn nummer to og tre kommer til verden overvældes jeg på ny, og forundres over at jeg vedbliver med at have så meget kærlighed i mig, at der er nok til dem alle.

Min erfaring ud i kærligheden var kun fra teenageårenes overfladiske og hurtigt overståede følelseskaos, der i høj grad handlede om, at eksperimentere med en snert af praleri.

Kærligheden i denne form forsvandt ligeså hurtigt som som den var kommet, på trods af den kom i høje bølger, der fejede begge ben væk under mig hver gang.

Min mor sagde ofte at jeg var forelsket i forelskelsen og hun har ganske givet haft ret.

For den kærlighed jeg følte til mine børn og stadig føler den dag i dag hvor de alle tre er næsten voksne og snart er fløjet fra reden alle sammen. Den kærlighed er så anderledes end den jeg ellers kendte.

Med kærlighed følger desværre frygten, en uovervindelig frygt for, at miste dem en dag. At der skulle ske dem noget fatalt.

At se dem vokse op og blive mere og mere selvstændige betragtede jeg med angsten klæbende til mine hjertekamre og på den anden side var jeg klar over, at de skulle løsrive sig.

Når dagen oprandt ville det vise sig om jeg havde fået rustet dem til livets brutalitet og alle dets muligheder.

Jeg sendte dem afsted ud i livet alene uden mig, deres mor, der havde båret dem i maven og favnet dem gennem glæder og sorger.

Men ingen havde forberedt mig på hvor ensomt det ville blive den dag de forsvandt ud i livet, for at slå deres egne folder uden min indflydelse længere.

Det måtte bære eller briste, men ærligt så klarede de det lettere end jeg.

For jeg stod tilbage med et tomrum indeni, hvor der engang havde ligget tre små skabninger og groet i min indre have.

Da de fløj afsted over stok og sten forsvandt min mulighed for, at følge dem helt tæt på.

For altid at vide de havde det godt og ikke manglede noget.

Men mestendels handlede mit liv pludselig ikke længere om andres behov, ønsker og krav.

De efterlod en stilhed så infam, at selv mit hjertes sukken overdøvede underboens bornholmerur.

TIK tak tik tak tik tak, indtil jeg en dag troede jeg endelig var blevet rigtig tosset, klar til indlæggelse.

Noget måtte ske for, at få fyldt det tomrum, der gjorde mig hul og krumbøjet af smerte.

Ensomheden var så omfattende, at jeg ikke kunne udholde mit eget selskab for lang tid af gangen.

Jeg valgte at fylde tomheden med arbejde og blev workaholic, med tre jobs hvoraf det ene var frivilligt arbejde.

Der var plads til meget arbejde i det hul, der var efterladt, op til 70 timer om ugen i gennemsnit.

Jeg knoklede ensomheden af mig, og fyldte lommerne med alt den anerkendelse jobbet kunne give mig, og sov som en sten om natten.

Der var intet rationale i dette, alt jeg vidste var, at jeg havde brug for, at være god til noget og ikke mindst, at være til gavn.

Mit moderskab havde handlet om, at være noget for nogen, at sætte mig selv til sidst og pludselig stod jeg først i køen, og anede ikke hvad jeg ville have.

Tænker ikke jeg er noget specielt eller, at mine oplevelser på dette område er så meget anderledes end hvad andre mødre, har måtte gøre sig af erfaringer.

Men hvor ville jeg ønske at nogen, der vidste mere om det end jeg, da det blev min tur. Havde delt deres erfaring med mig og fortalt mig, at jeg ikke var sindssyg.

Jeg var bare en mor, der skulle lære, at være kvinde igen og finde min egen selvstændighed…..

 Tanker fra en mor🙏🏻

Favn livet Lene