Kvinde elsk din krop.

Åh for pokker ja lad mig elske min krop med alt min kvindelighed, den er jo skøn og blød med lidt til gården og gaden.

Kvindekroppe kan være fantastisk smukke, og ikke mindst en kvinde der venter barn kan virke enormt erotisk og dragende, i alt hendes kvindelighed.
Men der er også virkelig mange skrækkelig e kvindekroppe med appelsinhud, strækmærker, karsprængninger, hudforandringer, overvægt, der er placeret usymmetrisk.
Den uspolerede krop er klart den letteste at forholde sig til for blikket, det giver ro og beundring at betragte den.

Jeg ved der er en del som også er med i min klub af kvinder der er utilfredse med et eller meget når det kommer til egen krop. Det er skræmmende hvor meget tid jeg har brugt på at gennemgå min egen krop for fejl og mangler.
Der var ikke meget salg i den krop til andre med den mangel liste der ville følge med.

Jeg ville også hellere være foruden og starte forfra i en ny krop om muligt, gerne en hvor der var besigtigelse på inden købet.
Men alligevel så er det jo også fascinerende hvad kroppen kan, og hvad den kan bære af alt hvad vi byder den.
Min egen har båret 3 børn, gennemlevet amning svarende til 2 år i alt, der har hængt en fast i sulet og har diet fylden ud af dem.
Den har overlevet solariedyrkning og solbadning inden solcreme blev populært gennem en del år.
Den har overvundet yoyo vægt med vilde stigninger i vægt til massive vægttab.
Alt sammen uden at briste fuldstændig men stadigt kæmpende for at vise sig fra sin bedste side.

Dette burde være en hyldest til kvindekroppen, tænk hvor udskældt den er.
Den er jo fuldt udstyret med mulighed for at kunne fodre, føde, friste og fise den af.
Det sidste har jeg vist gjort lidt vel rigeligt af de sidste par år, det vidner min rejse til Cannes mig om.
Klask lige op i fjæset på en der ellers levede lykkeligt forvisset om hun var lidt lækker af en 44 årig.

Men sådan skulle det ikke være……

Går svedende rundt i Cannes gader og stræder hvor spejlingen i kvindekroppen er meget let tilgængelig.
De Franske kvinder er petite og smukke med en vis udstråling af perfektionisme.
På la croisette er et virvar af kvinder i alle aldre, det kan dog være svært at gennemskue den eksakte alder på en del af de kvinder jeg støder på.
Der er manipuleret en del hos flere af kvinderne, der medfører at de alle får det samme udtryk duckface looket.
Forstørrede læber og for meget BOTOX gennem årene og alt udtryk er forsvundet sporløst.
Huden er nærmest blevet læderagtig i strukturen af et liv i solens hårde stråler.
De yngre modeller ser jo fantastiske ud i deres outfits, der ikke overlader meget til fantasien.
Forstår ikke hvordan de kan være så petite med alt det baguette, ost og vin der fristes med. De må jo spise, men hvad de gør af alt den pasta det må guderne vide.

Jeg har haft mange kampe med min krop gennem årene på trods af rigelig motion og en rimelig sund livsstil.
Alderens spor sætter sig ivrigt på mig i form af appelsinhud, solens aldringstegn og alt søger mod jorden.
Men når det er sagt har jeg det som udgangspunkt ok med min krop når jeg kan gemme den væk i noget lækkert tøj, og føler også ofte at mine omgivelser komplimenterer mig for mit udseende.
Hvad pokker er det så, der gør at så snart jeg sætter første skridt på la croisette så fylder mindreværdet så voldsomt at jeg overvejer en burka.
Men det er vist ikke tilladt i Frankrig, tilgengæld er der ingen der siger noget til at du går rundt i bikini på gader og stræder eller ligger topløs på stranden.

I vores vildt lækre lejlighed skal jeg i føre mig min hjemmebragte bikini der må være krympet i kufferten. Den sidder slet ikke som den plejer, og jeg har det voldsomt ubehageligt i den.
Men jeg har lovet yngsten at være underholder på the public Beach, og vi er på ingen måde de eneste denne søndag der har fået den ide.
Det betyder at jeg skal finde et sted på størrelse med et frimærke og der skal jeg ligge til offentlig ydmygelse med min blegfede danskerkrop og rundt omkring mig ligger standardmål for Cannes str xs i ført ingenting og deres hud er lækker nougatbrun.
Øv jeg hader Cannes og alligevel så elsker jeg jo varmen og havet, savner på ingen måde dansk sommer med regn og skyer.
Men hjemme er vi på en eller anden måde allesammen lidt blege og fede👀

Som jeg ligger der på stranden overvejer jeg hvad der vil kunne ændre på min yderst negative indstilling til min egen krop.
Det ligger slet ikke til mig med BOTOX løsninger, eller andet der i sidste ende vil fjerne mit normale udtryk.
Så hvad er der tilbage af muligheder, det må være at skrue op for sundheden der har ligget i dvale på det lave blus.
Der er kompenseret for at løbe ved at spise tilsvarende mere af det usunde, mit motto har alt for længe været at fordi jeg løb måtte jeg gerne spise kage hver dag.

Jeg må erkende at med alderen er dette ikke længere en mulighed, det er løb og kun kage ind i mellem.
Om jeg skal nå til et punkt hvor det at lægge mig på en public Beach i Cannes i ført bikini er helt ok, så kræver det fokus på sundheden.
Da jeg nægter at ty til skønhedsoperationer og alderen vil sætte sine spor lige meget hvad, det ved jeg jo godt, så må vejen frem være indre sundhed for et smukkere ydre set gennem egne øjne.
Jeg har brugt alt for mange år på at hade min krop, for at ændre livstil med sund kost og løb til at opleve det hele er gået fløjten.
Der er ingen vej tilbage når man er startet på at leve et liv med motion og sund kost så er det for resten af livet, om jeg ikke skal ende med at falde i og komme til at ligne alle duckfaces kvinderne jeg mødte i Cannes.

Jeg vil elske at elske min krop på godt og på ondt, lære at leve med alderens komme uden at panikke.
Leve med cellulite, rynker, strækmærker, karsprængninger og alt hvad livets tunge måtte bringe med sig.

Spørgsmålet er om jeg kan….

 

Favn livet Lene