Janteloven må være skabt af en bitter kvinde.

Kan det betale sig at yde noget ekstra, lige at give den en tand mere end andre måske gør.

Er det accepteret når en kollega bliver forfremmet lige for næsen af dig, og du står på sidelinjen og føler dig forbigået.
Det er mit indtryk at der er en stor masse af danskere der kæmper lidt på den front.
Ofte er det vores fællesskabsfølelse der vækker denne misundelse i os, tænker jeg.
En oplevelse af at have gået vejen sammen, så hvorfor bliver min kollega set og anerkendt og ikke jeg.
Der skal en del overskud og uselviskhed til for at kunne ønske en kollega tillykke med deres præstation uden at høre stemmen i baghovedet. Dumme svin, hun har også bare smæsket for chefen siden start. Sådan en gemen fedterøv.

Hvad fanden sker der indeni os, at vi ikke evner at føle oprigtig glæde når en omkring os opnår noget, vinder noget eller får det vi synes var tilegnet os.
Det er i min optik et spørgsmål om at være forkælet og spoleret i oplevelsen af at verden tilhører mig.
Meget af det hænger sammen med at det er en I landsproblematik, vores overflod efterlader tid og mulighed for, at gå op i petitesser.
Vi skal ikke kæmpe for vores basale ting i livet, de er lige foran næsen på os i så rigelig mængde at vi kan smide det på lossepladsen uden at mærke forskel.
Men næstekærlighed er noget der er lettere at føle i forbindelse med det menneske der er i nød end den der har samme udgangspunkt som du.

Uden at komme til at være hende der peger fingre og generaliserer voldsomt, vil jeg gerne understrege at der selvfølgelig findes mennesker der føler glæde og begejstring over andres held og muligheder.
Men vi er som udgangspunkt et lille land hvor du skal holde igen med at føre dig frem og tro du er noget.
På arbejdspladsen er hende der kravler op af rangstigen og altid vil ses og høres bare pisse irriterende.
Hvem fanden tror hun lige hun er!
Kom ikke her og tro du er noget mere end gennemsnittet.
Ved ikke om det er anderledes på en arbejdsplads der er mandsdomineret, tænker umiddelbart godt at det kan være kønsbestemt.
Mænd er meget tydelige i deres gøren og laden og på en eller anden måde er det også implicit og godkendt at de vil være chefer.

Når det kommer til de kvindedominerende fag bliver det straks mere komplekst når en kollega ønsker at bevæge sig op af rangstigen. Så boller hun sig sikkert hele vejen op, og har 100 procent ikke fortjent det grundet hendes evner og kompetencer.
Som i folkeskolen hvor pigerne havde travlt med at hviske modbydeligheder om pigen med de største bryster eller hende der fik mest opmærksomhed fra drengene.
At blive talt om og holdt udenfor er en kvinde/pige ting, hvor mændene/drengene kaldte tingene for hvad de var og efter en slåskamp ikke gik og bar nag.
Så til alle jer kvinder derude, med denne tendens og uheldige søsteropbakning vil vi vedblive med at holde hinanden nede.
Altimens at mændene fortsat kravler op af stigen mod toppen og de vender sig ikke tilbage for at sørge for du kan følge med.

Favn livet Lene