Det er lettere at være professionel end pårørende….

På vej mod 6221 på Riget som så mange gange før, har en aftale med en af deres dygtige læger denne eftermiddag.

Mit hjerte er på vej op i halsen og mine hænder er svedige, tankerne har heldigvis langsomt fundet sig til rette så jeg har styr på de spørgsmål jeg snart skal stille.

Har bare fødder på asfaltens ujævne underlag og småstenene stikker under mig, som en reminder om at livet også kan påføre smerte. Men jeg har fjernet den minimale beskyttelse mod dette jeg havde med samme morgen i form af et par røde ballerinaer. 

De viste sig at være mere i vejen end til gavn og derfor bevæger jeg mig nu i slowfox tempo mod afdelingen hvor lægen og jeg snart skal mødes.

Ved ikke om lægen kan genkende mig fra vores tidligere samtaler, en af dem for ikke så lang tid tilbage. Men hun må jo også møde mange mennesker gennem en dag, så hvem ved om mit ansigt blot er et i mængden.

Nærmer mig bygningen der både rummer den lukkede og åbne afdeling, det er tydeligt at se det udendørs rygerum der blot er en elevatorskakt.

På jorden underneden ligger efterladte cigaretskodder i rigelig mængde som vidne på den beroligende effekt af nikotinen. De kedsommeliges våben mod nedbruddets komme. 

Tager trappen til anden sal i stedet for elevatoren hvor der skal bruges personalets nøgle for at komme ned igen, ikke op. 

Døren er altid åben ind til 6221 et af Rigets åbne afsnit, der aldrig vil kunne løbe fra at det er en hospitalsafdeling på linje med alle de andre.

Personalet er netop mødt ind i aftenvagt og jeg præsenterer mig og fortæller hvorfor jeg er der.

Anvises til at vente på gangen sammen med min mand der også er mødt op, og slår armene om grunden til at vi er der.

Kort tid efter kommer lægen, en kvindelig læge i civil tøj og en computer under armen.

Høflige og veldresserede som vi er hilser vi pænt på hinanden med et solidt håndtryk. Håber ikke hun bed mærke i mine fugtige hænder.

I samtalerummet sætter vi os strategisk og endog tilfældigt omkring bordet.

Min mand og jeg tættest på hinanden og lægen på den modsatte side. 

Grunden til vi er der vælger sofaen længst væk og smider begge ben op på bordet, med undskyldningen at så kan de hvile der.

Et sted ville jeg ønske at vi alle var endt omkring bordet i pæn ro og orden. Men lægen virker til at synes det er en acceptabel konstellation og jeg siger ikke noget.

Det er meningen vi skal give vores besyv på situationen, folde vores tanker ud omkring hvad vi oplever i hverdagen. Den habituelle tilstand der ikke opholder sig på en to sengs stue på en psykiatrisk afdeling. 

Jeg kan ikke tale om grunden til vi er der, i tredje person det virker ekskluderende og distancerede. I stedet taler jeg direkte til grunden, udfra min bekymring og omsorg og lægger ikke fingrene i mellem. 

Jeg deler mine bekymringer i samtalerummet hvor larmen fra byggeriet udenfor forstyrrer i en grad så lægen rejser sig op og lukker vinduet.

Lægen taler også og jeg forsøger at absorbere alle de overvejelser hun kommer med, leder efter en nål i høstakken i alt hvad hun folder ud. Jeg har været bekymret så længe og formåede ikke at komme tæt nok på til at kunne favne grunden. Grunden gik til grunde og derfor sidder vi her i dag sammen med lægen. 

Et stykke ind i samtalen falder mit ansigt på plads for lægen og hun ved hvem jeg er. Er i dag ikke den fagprofessionelle men sidder her som nærmeste pårørende. 

Ville til enhver tid foretrække det første.

Forlader 6221 en lille time senere, lidt nærmere en sandhed end, da jeg ankom. Fandt dog ikke nålen i høstakken. 

Ved hegnet der adskiller lukket og åbent afsnit står en flok mennesker og kaster ting over hegnet.

Vi har taget grunden til vi kom med på en dags udgang, så må vi se hvor det fører hen. Har aftalt med lægen vi har tiltro, men mit fag og min erfaring ved at det er en hård og brutal rejse vi skal ud på.

Den dag jeg blev mor, gjorde jeg mig afhængig af at leve.

Depressionens favntag.

Favn livet Lene