Menneskervilhavemennesker

Jeg er blot et menneske af kød og blod, de svære dage sætter sig i min krop. 

Her har jeg brug for at møde et menneske der forstår min smerte, uden ord kun et kram til at komme videre på…..

Banker på døren og stiller mig afventende og håber på der er nogen hjemme. 

Døren åbnes og jeg lukkes ind, kigger på ham og tager armene ud klar til et kram.

“Giver du et kram, spørger jeg”. Han tager imod min åbne favn og krammer mig med begge arme. To mennesker med armene om hinanden, helt stille uden et ord.

Da vi begge slipper siger han”Det var rart, jeg havde også brug for et kram, har det været en svær dag”. Jeg nikker og takker ham, går ud af døren igen med et godnat som det sidste, der lyder i mellem os.

Personen der gav mig det kram jeg havde brug for denne aften er borger på et bosted på Nørrebro.

Jeg er ansat som socialpædagog på samme bosted og er sikker på at mange vil rynke brynene når de læser dette. 

For mig var valget ikke svært,men derimod utrolig naturligt. Det er indbegrebet af ligeværd og et tegn på, at mennesker vil have mennesker. Fuldstændig uafhængig af position og status. 

Alle har vi behov for at føle os værdsat, som den vi nu er. Alle har vi behov for berøring, og at føle vi har betydning.

Jeg kunne også have valgt at kramme en kollega i stedet, men jeg valgte at opsøge denne borger fordi det var, der jeg vidste han ville få lige så meget igen. 

At give et kram er dobbelt så godt når det mærkes, at den anden også får noget tilbage. 

Et rigtig kram er noget gensidigt og uden at den ene part føler sig forsmået eller overset. 

#menneskervilhavemennesker

Der kan være mennesker i det skæve hus, der er så ramt af livet. Hvor svigt og slag har hærdet dem i en sådan grad, at de har fortrængt behovet for, at være en del af et fællesskab.

Ensomheden forsvinder nu ikke når hjemmehjælpen har været der, det gør kun det våde lagen.

Favn livet Lene