Minderne i mit skatkammer

Sovende barn på din pude, kan betragte dit rolige gemyt i timevis.
Aer din bløde kind, møsser din pande så blidt.
Mærker stolthed over det vi har skabt, en del af os, der ligger i søvnens arme.

Trækker dynen op over din brystkasse der bevæger sig ganske stille, til rytmen af mine tankers flow.
Mindes de gode, sjove stunder der for altid vil være printet ind i min hukommelses skatkammer, af ting der ej må glemmes.

Du mit barn, mit et og mit alt jeg vil dig aldrig glemme.
Mærker din varme, lukker min hånd om din så den næsten helt forsvinder.
Som minderne i mit skatkammer, for hver dag slettes et stykke mere for aldrig, at erstattes af noget nyt.

Forsvinder lidt for hver dag der går, fra dig og fra mig. Ved mindre og mindre om hvem jeg har været engang.
En dag vil jeg spejle mig i dit ansigt og ikke længere huske du er mit barn.
Måske ser jeg i dit ansigt kun den jeg tror er mig.

Du sovende barn på din pude, kunne betragte dit rolige gemyt i timevis.
Aede din bløde kind, møssede din pande så blidt.
Mærkede stoltheden over det vi havde skabt, en del af os, der lå i søvnens arme.
Ville så gerne holde fast i hvem vi var, men jeg forsvandt lidt efter lidt…

---

 

Favn livet Lene