Vesterbro en utæmmet vildkat

En baggårdskat der kunne kradse og flå, ville gå langt for sin vilje til slut at opnå.
Voksen og følsom med alt hun har lavet, det har efterhånden en del år krævet.
En hærdet kvinde med dybe sår, med en erfaring der os til sokkeholderen når.
Læner sig ind over sit fine nabokvarter og rømmer sig hæst, lad os tage en girlfight kom an jeg er lidt af et bæst.
Ligger tæt og ånder det fornemme olmt i nakken, vogt dig eller hun gir dig en på frakken.
Men tidens omsorg og kærlige hænder, gør at hun oftest på sin gode side ender.
Aer du hende blidt og retters de vrede fuger ud, så ikke alle og enhver skal stå for skud.
Men brændt barn skyer ilden siger de kloge, igennem livet de har alt for meget villet love.
Vi passer på dig og tager os af alle, der er ingen der skal på dine brosten falde.
For alle de der her havde deres barndomsgade, ville ej hen over den hjemløse bare vade.
Eller ænser de ikke hvad der lige foran deres fødder ligger, er for vant til at tomme kopper er i hånden på en tigger?
Maria Kirkens mure der omringes af de skæve, der ikke kan blikket over slummen hæve.
Fortab dig ej i fattigdommens øjne, gode intentioner kan niveauet højne.
Her lades plads til alle, også dem der ikke bare vil knalde.
Tænk sig med sine nye klæder hun går rundt, smiler bredt og syner langt mere sundt.
Det er nye tider i alt for nye sko, lader nogle tilbage der bare vil stå og glo.
Hun slentrer langsomt frem lidt doven, opfattes stadig en smule hoven.
”Hvor er du fra er du her fra et sted?” ”Ellers er det ikke sikkert du kan lege med! ”
Hun blinker og ler, og du ved hun vil have mer’.
Legesyg boltrer hun sig i Istedgades kroge, deler gerne men kan kun for en enkelt nat love.
Hænger ud på en bænk i Søndermarken efter en alt for lang nat, spinder nu i solen som en lille kælen kat.
Ae hende gerne og lyt til hendes drømmes sang, som en midsommervises blide lette klang.
Sæt dig ej på halen og vær ikke i vejen, for som alle ved er en kat jo sin egen.
Selv er jeg barn af Vesterbros kvinde, på Solbakkens top du kunne mig finde.
Legede den uskyldsrene fordomsfri fantasifyldte leg, skimtede Vestre kirkegård på den modsatte vej.
Bag disse Solbakkemure, var der ikke det jeg ikke turde.
Rullede grønne ned af bakken, i seng uden mad det var så takken.
Men mærkede barndomslatterens klukken, usammenlignelig med den voksnes sukken.
Der var det ej så svært min baggårdskat at finde, nu er den sløret og gemt som et minde.

Favn livet Lene