Mit Østerbro

Du ligger der så fin og stille, der høres ej en eneste trille.
Når gaderne er efterladt alene og tomme, for arbejdsdagen den er nu omme.
Når klokken slår spisetid du kalder alle hjem, for dagen den går nu stille på hæld.
De trygge rammer samles familien om, venter pænt til den sidste i flokken atter hjem kom.
At samles for en stund over Holmegaards klirren, omkring Wegner bordet der er en summen og sviren.
Med de 12 stole der matcher så bekvemt, her synes livet rart og nemt.
Her spises først når alle er sat, her er familiens farmand en der tager fat.
Det sker gerne når kirkeklokken i Sionskirken slår seks slag, så spiser alle deres middag med velbehag.
Familien indtager økologiske slowfood retter, grønsager her på ingen måde trætter.
Alt i den nærmeste Irma er købt, her er det synd om du ikke er døbt.
Her toner klaverspil fra Mozart stille med, her er der ingen der skal skynde sig af sted.
I rækkehuse opkaldt efter afdøde komponister, her slår kærligheden til musikken sine gnister.
Lyset kastes ud til de få der er på vej, fremmedfjendske her er de ganske sikkert ej.
Her på Østerbro satte jeg mine teenageskridt så fromme, en tid jeg kan savne nu er omme.
Min første forelskelse skete også her, med tiden er der heldigvis kommet fler’.
Første gang mærkede jeg begge ben forsvinde væk, om kærligheden jeg anede ej et kvæk.
Mit hjerte slog hurtigere for den lokale pizzamand, med de brune øjne var der ikke det han ikke kan.
Før Connie Balschmidt kom til verden, var det mod slikket jeg satte min færden.
Her jeg på både børn og skæve eksistenser stødte, og et par ekstra kilo jeg desværre også mødte.
Øresundshospitalet lå lige ved siden af, ja det ligger der stadig den dag i dag.
Manden der altid købte frøer og ej ville gå, nu kan du i stedet et høreapparat få.
Børn og ældre kom med deres søde tand, ja og så selvfølgelig min pizzamand.
Vi udvekslede blikke over disken, kunne næsten høre venindens hvisken.
Mærkede rødmen stige op i mine kinder så varme, kunne have kastet mig over disken i hans arme.
Så ung og ret naiv, jeg blev aldrig til hans viv.
Forelsket i illusionen om, at jeg var den eneste ene, som et forelsket pigehjerte helst vil mene.
Østerbro du fik mit teenagehjerte til hurtigere at slå, der var ikke det jeg ikke mente at kunne opnå.
Du vandt, da lejligheden i indre by blev skiftet ud, og en helt ny start på livet stod for skud.
Ind kom rækkehus og have, lidt til de grønne fingre fint at lave.
I gaden opkaldt efter Komponisten Niels W. Gade, hvilket jeg i mine branderter virkelig kunne hade.
For jeg vil vove og påstå, at det var svært for taxamanden at forstå.
En sen nat med alkohol i blodet og fnisen på læben, kysset øm og mør i hele kæben.
Skolen ved den sidste sø, var hvor jeg ønskede Latin sammen med læreren ville uddø.
Den skulle sætte rammen om min akademiske trille, der var nu en masse andet jeg hellere ville.
Den Franske cafe dannede rammen om kvidren og sludren, tro mig det blev til en hel del pludren.
Sad der med veninden når vi ikke lige lå, i Skt. Jacobs solcenter for gyldenbrun farve helst at få.
Tæt derpå ligger Brumleby som en lille oase, som en smuk buket blomster i en skåret vase.
Her lykkedes det at glemme livets fare, og der var ikke det jeg ej mente at kunne klare.
Livet gik videre lige på den anden side af de gule mure, men herinde var der ikke noget jeg ikke turde.
Et landsbysamfund i storbyen med toilettet ude og ingen bad, men man kunne ikke andet end at føle sig glad.
Kostalden til fest og Ismejeriet til at køle ganen lidt, i Brumleby var livet bare fedt.
Stedet hvor alle ved hvem der tænker hvad, så behøver man da ikke et indendørs bad.
Her levede jeg nogle af mine barndomsdrømme væk, betragtede verden bag den nærmeste hæk.
De kolde nætter hvor vi valgte at ty til håndvaskens dyb, frem for at bekæmpe udendørs toiletternes kryb.
Men livet løb alt for stærkt og en dag var teenageren borte, og dagene føltes nu alt for korte.
Jeg flyttede væk fra den trygge rede, videre til den sorte firkants bander og vrede.
Men da første job som voksen kaldte, var det Østerbro jeg endnu engang valgte.
Der måtte jeg sande at man også finder, den gamle der husker dagen som glimtvise minder.
Herskabslejligheder hvor den gamle ligger forladt i minderne, og er blevet gusten og nærmest grå i kinderne.
For længst forpasset erindringer om en storhedstid, er nu nødt til at sætte til andre sin lid.
En dag var gnisten pludselig væk, som en kraftesløs ubrugelig sæk.
Ligger hengemt på madrassen, lopper og andet giver grund til kradsen.
Venter blot på at hjælpen finder vej for en stund derop, ønsker hjertes rytme vil sagtne og gerne sige stop.
Herskabslejligheder med stuk og gammel kamin, der lugter grimt af længsel og en mørnet frakke i kanin.
Væggene hoster tørt af århundredes pibetobak, sengen knager stille og tænker ak, åh ak.
Her er koldt og mørkt i mange rum og de fine stuer er lukket ned, og dagenes uendelighed behøver ikke vare ved.
Her bydes du på varmekaffe og et blik af livets gang, og lytter du et øjeblik til livets klagesang.
En rynket hånd, der tager din og øjne som siger alt, du sidder kort og lytter tæt som om det livet gjaldt.
Det sker da også du stopper brat og snuser sagte ind, aner en lugt af acetone og gammelt menneskeskind.
Alle disse liv levede så fint i Østerbros gader, nu på de samme fliser en ny generation skater og henover normerne vader.
Kastellet værner om byen så trygt, den tid vi har i dag rummer en helt anden frygt.
Lytter du stille til Nyboders sange, kan du høre dem summe og historierne er mange.
Gamle sømænd der på havet tog, ser en kvinde i vinduet sidde og glo.
På børnene der leger i barndommens minder, nyd det du ser førend det forsvinder.

Favn livet Lene