Hvad skal vi bruge alle disse gamle mennesker til og så er de ofte også utætte og går og lugter lidt hengemt.

Husker du så glemmer jeg alt.

Rejsen mod det der er sidste endestation med en enkeltbillet i lommens dyb, non refundable.

Det at vågne op og opleve alderens komme og tiden ikke mindst er en anden end det der var.

Hvem er de alle de gamle mennesker, der tøffer rundt med deres mimrekort. Deres hvide parykker og rynkede hud med leverpletter.

Evigt skræmmende eksempler på hvad livets værste side kan bringe frem i os alle. Om vi lever så længe.

Afhængighed, overflødighed, afmægtighed, langsommelighed ikke mindst og glemsomhed.

Hvad skal vi bruge alle disse gamle mennesker til og så er de ofte også utætte og går og lugter lidt hengemt.

Men vi kender jo alle, en af disse gamle mennesker. Om det er med hengivenhed i hjertet eller samvittighedskvaler, der driver os frem så kommer vi ikke udenom, at de er der.

Bedsteforældre, oldeforældre, momse, mobber, mormor, olde, kært barn har mange navne.

De støver lidt i hjørnerne og trasker rundt på må og få. Hører ikke helt hvad du siger, medmindre du kommer så tæt på, at lugten af inkontinens svier lidt i øjnene. Daggamle rester af skånekost rammer dig på kinden når de taler til dig.

Det meste skal oversættes og forenkles, da sproget med tiden er blevet hypet og internationaliseret, hvilket forudsætter de har fulgt med og er opdateret løbende.

Udtryk som en snes, klokkestreng, skarnsknægt, mælkemand og UG plus er outdated og Lademanns leksikon står og samler støv for længst erstattet af Google eller bing.

Det er ikke let at blive gammel og overflødig. Hvem der engang blev betragtet som familiens overhoved, sidder ensomt placeret på et plejehjem. Omringet af senile legekammerater og fortravlede hjælpere, der i mange tilfælde burde have fundet et andet erhverv.

De historier der bæres rundt på er for længst passeret og uden interesse for ungdommens forjagede liv med firsthand viden indbygget i en mobiltelefon.

Der er ingen grund til at huske det ingen længere finder nødvendigt at lytte sig til, så de hengemte gamle svinder langsomt ind og mister deres betydning.

Det er svært at være vidne til alderdommens komme måske derfor sanserne svækkes med alderen.

I ventesalen sidder de alle de ventende, tålmodigt afventende på at deres billet skal indløses.

Den sidste rejse som skal ske alene men som for alt for mange virker lettere end at være i livet.

Ensomme sjæle der sidder efterladte med en følelse af at være i vejen, uden betydning, glemt, overflødige, en byrde, men mest af alt er de ensomme.

Sidder med de rynkede gamle brugte hænder i skødet, de er færdige med at sysle, holdes ikke længere i og holder ikke længere fast i livet.

Lader tankerne passere og minderne suser flygtigt forbi i en let strøm, alt for meget tid til at mindes det der var engang.

Dagene flyder ud og føles lange og savnet af deres kære fylder hver en sprække indeni.

I forsamlinger er det svært at følge med da hørelsen svigter, maden er svær at tygge sig igennem og appetitten er nærmest forsvundet.

Omgivelserne farer af sted omkring dem og opmærksomheden afbrydes oftest af fokusering på hvad der sker på mobiltelefonen.

Nætterne hvor man kan forsvinde ind i drømmeland og håbe på man ikke vågner igen, afbrydes af sjat tisseriet på toilettet 4-5 gange gennem natten.
Bentøjet der ikke længere er til at regne med samarbejder ikke så det tager forevig at komme derud.

Savnet til deres kære fylder hjertet så det er nær ved at briste og livet synes ikke værd at leve videre uden dem.

Ensomheden spøger i mørkets kroge og får hjertet til at sukke dybt, en at holde af og holde om.

60 år sammen forsvandt på et splitsekund.

Nu er der kun tilbage at vente på tiden igen vil bringe dem sammen.

At være betydningsfuld, den der blev lyttet til, den man opsøgte ved tvivl eller for at drage erfaring fra gennem deres levede liv og interessen i at lytte til det der var engang.

Alt dette er ikke længere nødvendigt, erfaringerne kan Googles og ny viden findes langt lettere på nettet end hos den ældre generation.

E-mail, NemId, netbank, kommunikationen der er digitaliseret er svær, at fordøje og forholde sig til når man er vokset op i en tid hvor skolekridt rent faktisk ikke kunne spises.

Hvor det at ville noget med nogen længere væk krævede snailmail og tingene tog den tid de nu tog.

Tålmodighed, omhyggelighed og beskedenhed var vigtige dyder og respektfuldhed for de der var ældre end du selv ikke mindst.

Børn skulle ses og ikke høres, og deres mening var uden betydning så de behøvede ikke bliver involveret i alle familiens beslutninger som i dag.

Her sidder de selv samme ældre og er nu afhængige af denne yngre generation og rollerne er fuldstændig byttet rundt.

Sanserne svigter og hukommelsen er blevet utæt, livet gør ondt og ensomheden overmander dem.

Lyt, mærk og se hvem du har med at gøre, mennesket indeni skal mødes med respekt og lader du fortællingerne folde sig ud åbner, der sig en verden op som du aldrig selv har mødt og aldrig kommer til at møde.

Ingen ønsker at face alderdommen, men alle falder vi jo i med tiden.

 

 

Favn livet Lene