Mor hvad fejler jeg?

Bladrer forsigtigt i bogen, der skræmmer og skæmmer mit stadig barnlige blik på livet.
Drages af alle de forskelligartede sygdomme man kan tilrage sig, men er samtidig ved, at kløjs i billedernes helt egen fortælling.
Det er utroligt hvad man kan rende ind i af sygdomme, og min barndomsverdens naive tilgang er skræmt til døde.
Springer nogle af de sider over, der vækker mest afsky og gyser let ved tanken.

Som barn var jeg ofte bange. Bange for at blive syg, for at miste men mest af alt fyldte frygten for at dø.
En følelse af uretfærdighed i en målestok der var så voldsom, at det kun kunne fremkalde bitre og uforstående tårer frem.
Hvorfor skulle jeg dø en dag?
Det føltes så urimeligt at skulle miste alt det jeg holdt af og havde samlet omkring mig.
Angsten for at dø fyldte ikke i samme grad som visheden om at jeg skulle dø. Det var jo noget vi alle skulle, så meget vidste jeg.
Men at opnå en erkendelse af hvorfor dette var en nødvendighed kunne jeg ingen steder finde.

Mange nætter fyldte denne tanke i en sådan grad, at følelserne flød over deres bredder.
Det var en tid hvor jeg havde let til tårer, lå der under dynens bløde og græd min uforståenhed ud i mit pudevår.
Der var aftener hvor det var noget nær umuligt, at finde ro i tankerne til at falde i søvn.
Så listede jeg ind og sad foran stuedøren hvor mine forældre sad på den anden side, i den brune fløjssofa og så TV.
Her var det muligt at finde lidt ro, med hovedet op af den hvide trædør faldt jeg i søvn.
Blev båret i seng af et par voksne arme, og vågnede næste morgen i min egen barneseng.

Som teenager glemte jeg, at være bange for døden og alle de sygdomme livet kunne medføre.
Men livet lærte mig, at det var nødvendigt at skulle sige farvel til mennesker, der betød noget.
I mine barndomsgader i indre by, fandt jeg kattekillinger, der endnu ikke havde fået øjne.
Aede dem fordi de var så små og bløde, på trods af jeg vidste, at deres mor måske så ville forlade dem.
Havde ikke så stor en berøringsflade, så mange timer blev brugt på, at spille bold op af muren alene.
Løb op af trapperne til 3. Sal alt hvad remmer og tøj kunne holde for tænk sig om, der stod en i mørket og ventede om lyset nåede at gå ud.

I skolen blev frygten for ikke, at passe ind større end alt andet. Anderledeshed var yt, det var klart mest attraktivt, at ligne de fleste andre.
Opmærksomhed på alt hvad jeg selv var og en klarhed på min svaghed, blev holdt i ave gennem klassekammeraternes ubarmhjertige tilråb og tilnærmelser.
Jeg overlevede folkeskolens mangeartede formning af mig som individ, med en jubel over at få et sceneskift.
Teltpælene blev rykket op og indre by blev udskiftet med Østerbro, hus og have.
“Mor hvad fejler jeg?” samlede støv på hylden og blev erstattet af behovet for at lære livet at kende med forelskelser og hovedkuldse spring ud i kærligheden.
Jeg glemte min angst for at dø, i behovet for at mærke livet fra alle ender og kanter.

Favn livet Lene