Mørke, stilhed og tristhed står klar til, at kaste sig over det overskud, der måtte være i mine tanker inden jeg slår øjnene op.

November måned har sneget sig ind i mit sovekammers private gemakker, helt ind i min hule hvor den har overmandet mig. Væltet mig omkuld på sengen, kastet dynens bløde kærtegn ud over min krop, så den nærmest ikke orker, at kæmpe imod.

Morgener som ellers står for dagens bedste tidspunkt ihvertfald de, der ligger udenfor vintermånederne.
De er med et alt for overvældende, at vågne op til.
Mørke, stilhed og tristhed står klar til, at kaste sig over det overskud, der måtte være i mine tanker inden jeg slår øjnene op.

Ligger uden at åbne øjnene, og lader min egen overbevisning bevise, at det rent faktisk er fysisk umuligt, at komme ud af sengen.
Det svære lige der er, at finde de rette argumenter for hvorfor det overhovedet er nødvendigt, når hele min krop og psyke skriger under dynen om, at blive liggende.

Uden for suser vinden liv i træernes næsten nøgne grene, bladene ligger henkastet på jorden i deres orange, røde og gule dragter.
De pynter fint på den ellers grå beton, og ligger som en løber af velkomst til de forbipasserende.
Det bliver bare ikke mig, for end ikke bladenes velkomst løber kan overtale mig til, at traske udenfor i skumringen.

Ellers tak som byder i vinterstøvler og hjemmestrikkede strømper, mine fødder ligger helst bare her under dynens betræk.
Et egern løber morgenfrisk op af træets stamme i iveren for, at indhente forråd til vinterens komme.
Mit forråd er ikke eksisterende, har forberedt mig ufattelig dårligt til blot, at lade mig overmande af sengens arme.

Jeg stikker undersøgende fødderne udenfor dynens varme favntag, der er kun kulde i vente fra det åbenstående vindue i mit soveværelse.
Tanken om at blive liggende, bliver spillet til hjørne af min fyldte blæres behov for, at stå op og komme på toilettet.

I spejlet mødes mit blik af en midaldrende kvinde med morgenhår og trætte poser under øjnene. Der er ikke mere at komme efter, og end ikke vand og sæbe kan gøre andet end, at fjerne den uldne lugt af ligegyldighed.
Min krop er ikke min længere, den kan på ingen måde tilhøre mig. Slidt og flosset i kanterne med en tristhed, der lægger låg på selv den største optimist.

For træt til at tage stilling, ændre kurs eller at lade være.
Et skridt foran det andet, fører mig på forunderlig vis med metroen fra Lindevang til Forum. På vej mod job.
Min hud græder og øjnene løber over af blæst og kulde. Der er ingen til at stoppe mig, følge mig hjem og putte dynen rundt om mig.
Bare ae mig blidt over håret, ligge her helt tæt sammen med min smerte over ikke, at kunne holde livet ud lige nu.

I stedet går jeg fra forum mod jobbet, flosset og sårbar indeni.
Mangler en til at holde fast i mit indre, så det ikke siver ud af alle mine sprækker.
Kan ikke holde sammen på mig selv, er urolig for at flyde ud og forsvinde og ikke længere kunne finde vejen hjem.
Jeg er ude af mig selv, og kan dog alligevel heller ikke være hjemme.

Favn livet Lene