Vi er stadig lige vidt…

Sidder her lidt eftertænksom og betragter verden klædt i sin hvide dragt.

Alt fornemmes helt stille og så let at jeg får en oplevelse af at alt er helt som det skal være.

Man kan hurtigt få lullet sig ind i en følelse af at dette er sandt, men desværre må jeg konstatere at politikernes lappeløsninger er ved at gå op i kanten.

Da min kollega Vivi blev slået ihjel af en psykotisk beboer på det bosted hvor hun arbejdede fløj alle ansvarlige op af stolene.
Der blev talt og gjort, samt vendt og drejet. Det er snart to år siden og fra hvor jeg står i dag, er vilkårene uændret. Min og mine kollegers risiko for at komme til skade i hverdagen eller i yderste konsekvens at blive slået ihjel er altid tilstede.

I 2016 pegede daværende socialborgmester Jesper Christensen på, at flere og flere meget syge, utilregnelige og ind i mellem direkte farlige beboere de seneste år var blevet placeret på de kommunale bosteder.
Dette var ifølge Jesper Christensen en uacceptabel udvikling.
I 2016 var antallet af retspsykiatriske patienter tredoblet til 4.393 siden 2001. Heraf boede mange på kommunale bosteder. I samme periode var antallet af psykiatriske sengepladser skåret med 500.

Siden dette er der kommet nye kræfter til
i form af vores socialborgmester Mia Nyegaard og sundhedsminister Karen Ellemann.
Men der bor stadig borgere på bostederne i Kbhs kommune der er meget syge, utilregnelige og ind i mellem direkte farlige beboere.
Som ansat i psykiatrien har vi måtte vænne os til at forholdene er urimelige,da tilbagemeldingen som altid lyder.
Det er ikke muligt at flytte borgere mod deres vilje.
Dette var ellers et af de forslag Jesper og formanden for FOA samt formanden for Sind havde oppe i debatten efter Vivis død.

“Kommunerne skal have ret til at flytte beboere fra bostedet, hvis de er farlige, meget kriminelle eller er stærkt stofmisbrugende.”

“Kommuner og regioner skal have mulighed for at åbne og drive fælles bosteder for de mest syge og utilregnelige sindslidende.”

Der er blevet etableret nye steder i regionerne hvor kommunen kan henvise borgere til der ønsker at arbejde med deres psykiske lidelse eller misbrug. Opholdet er af 3-6 måneders varighed.
Men det er KUN et tilbud, hvor borgeren skal give sit samtykke og efter endt ophold vender de tilbage til samme bosted.

Så retten til at flytte borgere mod deres vilje om de vurderes ikke egnet til, at bo under en paragraf 108 er stadig ikke eksisterende.

De regionale løsninger har ikke medført flere akutte sengepladser, og bostederne bugner stadig af misbrug, vold og udadreagerende borgere der ikke har noget ønske om at flytte eller modtage behandling for dette.
Faktisk så opleves det at de nye regionale tilbud der er etableret står tomme hen, og kommunerne melder ud at de aktuelt ikke har borgere til tilbuddet.

Men jo borgerne er der, blot er der ikke nogen af dem der ønsker at benytte de nye tilbud og ingen kan tvinge dem.

Så spørgsmålet kære Regering er vel, hvor langt er vi i virkeligheden nået siden drabet på vores kollega Vivi Hansen?

Tænk om det sjette drab i psykiatrien blev mig.

Er jeg så ansvarlig for min kollegas død om der sker noget med pågældende fordi jeg i skyndingen ikke fik lukket døren ordentligt bag mig?

Favn livet Lene