Bladrer forsigtigt i bogen, der skræmmer og skæmmer mit stadig barnlige blik på livet.
Drages af al
Se næste indlæg >
Sidder stadig gemt under dynen med morgenhår og gårsdagens mascara hængende langt ned af kinderne.
Min ivrighed vælter omgivelserne omkuld og i forhåbningen om, at blive set ender jeg måske med, at folk vender mig ryggen.
Det sociale rum kræver virkelig en balancegang og min tålmodighed
sættes konstant på prøve.
Sidder stadig gemt under dynen med morgenhår og gårsdagens mascara hængende langt ned af kinderne. Tankerne er allerede i fuldt vigør og udfordringen lige nu drejer sig primært om at finde fokus.
Jeg er en kvinde med meget på hjerte og en ufattelig ringe evne til, at sortere i alt det jeg sidder med.
Hvad er vigtigst lige nu og hvordan forfatter jeg det så budskabet står tydeligt frem og jeg ikke når, at trætte jer mine læsere, med min sløsede grammatik og manglende evne til, at skrive selektivt.
Pointen for dette indlæg kunne sagtens være tydelighed og ansvar.
I går lagde jeg et indlæg ud hvor emnet omhandler egne erfaringer omkring livet med en spiseforstyrrelse.
I denne eksponering var der også billeder af mig hvor jeg er nøgen og sårbar. Billedet skulle understrege mit forvrængede selvbillede og hvordan min kropsvægt har haft indflydelse på mit indre liv.
Jeg deler gerne svære og lidt sårbare elementer af mit liv. Fordi det er min overbevisning at åbenhed skaber debat og mulighed for forandring. Men jeg arbejder også i et felt hvor balancen mellem at eksponere sig selv og være beskyttende overfor det private er yderst vigtig.
Jeg kan ikke risikere at relationen ødelægges ved at de mennesker jeg arbejder med har adgang til meget intime og følsomme oplysninger om mig.
Størstedelen af borgerne vil med stor sandsynlighed sagtens kunne navigere i dette, men der kan være nogle eller blot en der ikke kan.
Der skal ikke mere end en til der ikke kan værne om dette, så vil denne viden omkring mig kunne misbruges, fortolkes og i sidste ende skade mig i mit arbejdsfelt.
Gennem det seneste år har jeg forholdt mig yderst kritisk til mit arbejdsområde og de betingelser vi arbejder under.
Jeg har i den forbindelse skrevet indlæg til Politiken, hvor jeg har været så heldig at have to indlæg med i juni og oktober måned i år.
Balancegangen mellem at se kritisk på eget arbejdsfelt og samtidig skulle være ansat er udfordrende.
Det kræver at jeg vender og drejer alle ord, deres betydning og værdi, sammenhæng og muligheden for, at kunne misforstå mit budskab.
Jeg har primært fået positive og opmuntrende tilbagemeldinger fra kollegaer, ledelse, venner og bekendte, familie med mere.
Men vigtigst af alt har jeg mødt anerkendelse fra helt fremmede, der også selv har erfaringer og oplevelser fra eget liv. Disse har enkelte valgt at dele med mig.
Det er svært at beskrive hvor stor betydning det har at et menneske deler sin personlige historie med mig og takker for, at jeg tør at råbe op.
Jeg tør at råbe op fordi det er nødvendigt og fordi jeg ikke oplever nogen i min omgangskreds, der gør det.
Andet end min forgangskvinde Mia Hansen, der kæmper samme sag efter mordet på vores kollega Vivi på Lindegården.
Men alene bliver min kamp alt for stille og vil med stor sandsynlighed ikke rykke på noget.
Muligvis skyder jeg blot mig selv i foden ved, at skabe negativt fokus på mig selv som pædagog.
En fremtidig arbejdsgiver vil han orke, at ansætte mig?
Pædagogen der råber og skriver i avisen om, at forholdene ikke er i orden.
Jeg balancerer på vippen alene mod systemet og har svært ved, at råbe dem op i den anden ende.
Men har ikke fundet andre i min nærhed der tør, at råbe dem op sammen med mig.
Dagen kalder og jeg må videre ved ikke helt hvad vej endnu.
Har lavet en profil på jobindex for livet er usikkert lige nu.
Men det kan du læse mere om snart💋
Link til mine artikler på politiken
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6004094/Tænk-hvis-jeg-bliver-det-sjette-drab-i-psykiatrien
Favn livet Lene
Del gerne din mening