Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. 

Det er ikke mange dage siden at jeg i vrede og harme skrev et indlæg på min blog omkring den sociale hjemmepleje på Amager.

Jeg valgte at dele denne på diverse sider på facebook, deriblandt ‘tag faget tilbage’, samt min egen side ‘en bedre psykiatri’. 

Indlægget fik en del opmærksomhed fra mange kanter, og der har været over 900 klik på min blog i forbindelse med.

Men det har kostet dyrt på den følelsesmæssige konto, at være vidne til jeres kommentarer på min beretning. 

Min søns far er tidligere hjemløs og efter en del år på herberg fik han endelig sin egen bolig på Peder lykkes vej. Her bor han sammen med sine to katte der er hans livsindhold og grunden til at han overhovedet står op om morgenen.

De sviner sådan to pelsdyr og det bærer lejligheden også tydeligt præg af. 

Min søns far kæmper på flere fronter, med en psykisk diagnose og en nervesygdom, et alkoholmisbrug gennem mange år, der har forårsaget kognitive og hukommelsesmæssige udfordringer. Så hans situation er kompleks og absolut ikke ligetil. 

Der har været en del der efter at have læst mit indlæg pointerer, at jeg ikke kan tillade mig at dele denne anklage af hjemmeplejen på facebook. At jeg i stedet skulle rette henvendelse til ledelsen/visitationen og få dem til at tage affære.

Det er ganske givet den korrekte vej at gå, og den har jeg taget til efterretning.

Men når det er sagt vil jeg gerne understrege min ret som menneske til, at ytre mig i det offentlige rum.

Jeg er pårørende til et menneske der i dette tilfælde er far til min søn, og jeg oplever et massivt svigt fra den instans der er sat i verden til at yde ham den støtte han har krav på.

Ingen mennesker har fortjent at leve i en svinesti, tenderende til det sundhedsskadelige. 

Der er en del der pointerer at man skal gøre noget selv, at fordi han har to katte skal hjemmehjælpen ikke tage sig af kattebakken med mere. Der er sågar også nogen der ikke mener at boligen var så beskidt vurderet udfra mine billeder. 

Hvor er tilliden og troen henne i forhold til at lytte til min frustration over at et menneske jeg holder af, lever i en svinesti. 

At kommunen svigter ham massivt, at hjemmehjælpen ikke kan rumme opgaven og det ikke er rimeligt at det er op til mig som pårørende at skulle tage ansvaret på mig. At vi betaler skat til et sundhedssystem og gennem denne burde være berettiget til hjælp den dag vi ikke selv kan klare os. 

Mange har givet kattene skylden og det må hjemmeplejen ikke tage sig af, men kattene sætter ikke sorte fodspor rundt i hele boligen og hiver heller ikke sengetøjet af, og sviner heller ikke komfuret til eller køleskabet. 

Jeg har fuld forståelse for hygiejne regler og smitterisiko i arbejdet og ved godt hvor meget denne faggruppe efterhånden er underlagt af bureaukratisk opspind og besparelser der umuliggør det at nå sit arbejde indenfor den nomerede tid.

Men fordi dette er blevet et vilkår skal jeg så som vidne til dette blot affinde mig med det eller er det ok at reagere på, at en man holder af lever under urimelige forhold på mange fronter.

Min søns far har ikke fysisk mulighed for selv at gøre noget ved boligens stand og som en nævner i en kommentar så er han muligvis også ligeglad for ellers gjorde han vel noget ved det. 

Om dette er tilfældet så vil jeg stadig mene at vi som omsorgspersoner og fagprofessionelle har et ansvar for, at folk lever uden der er sundhedsskadeligt. Derudover hænger fysisk og psykisk sundhed også sammen med hvordan vi lever og bor. 

Jeg er klar over en stor gruppe af hjemmehjælpere kan føle sig ramt af mit skriv, og det måske slet ikke er rimeligt at pege fingre af mine “kollegaer”.

Det handler jo om at ansvaret og skylden  ligger et helt andet sted højere oppe i systemet hvor vi ingen indflydelse har.

Men det skræmmer mig hvor hurtigt udefrakommende kan dømme og forsvare et velfærdssystems tydelige deroute. 

Vores svageste borgere svigtes og vi er en del af dette, selvom vi kæmper med næb og klør for at gøre vores bedste.

Jeg mener ikke det er rimeligt at det i sidste ende er op til mig som nærmeste pårørende at sikre at min søns far får ordnet sin bolig så den er anstændig nok til at leve i. 

Jeg tænker at de fleste ville føle smerte og  sorg om de oplevede deres kæreste blive svigtet af det system der burde holde dem oppe. 

Min egen arbejdserfaring indenfor psykiatrien gennem 20 år og både en sundhedsfaglig og socialfaglig baggrund burde være indikation nok til, at jeg godt kender feltet og ved hvad jeg taler om. 

#nokernok 

Hjemmehjælpen havde lige været der…..

Favn livet Lene