Tak fordi i tog min mands liv alvorligt…

Står på Vejlands allé efter en hyggelig aften i godt selskab der indeholdt alt hvad dette nu indbefatter af mad, historier og lidt vådt til ganen.
Et sted i det fjerne kan jeg høre udrykningen fra en ambulance og lyden kommer tættere og tættere på.
Jeg skutter mig i den kølige aften med min alt for lette påklædning, men min opmærksomhed er på ambulancens sirene.

Kort tid forinden har jeg haft telefonisk kontakt med en sygeplejerske på 1813,
jeg er så forberedt som muligt udfra ISBAR modellen. http:www.patientkommunikation.dk/vaerktoejer/isbar/ Denne måde at kommunikere på er jeg heldigvis bekendt med gennem mit arbejde.
Jeg har indsamlet alle relevante værdier og observationer imens jeg er i kø som nr 29.
Efter 20 minutter kommer jeg igennem til 1813 og videregiver mine informationer.
Sygeplejersken på 1813 tager mig alvorligt og rekvirerer straks en ambulance med udrykning.

Ventetiden på ambulancen føles dobbelt så lang som da jeg er i kø på telefonen til 1813.
Det er som om alvoren af hele situationen blinker som neonlys og gør det svært at fokusere.
Ambulancen ankommer og to unge mænd jeg har samarbejdet med før i arbejdssammenhæng stiger ud af bilen.
Jeg giver dem en kort beskrivelse af situationen alt i mens vi bevæger os ind i huset.
I køkkenet sidder min mand på en stol og afventer deres komme.

De undersøger ham neurologisk ved at trykke ham i begge hænder, styrken i benene og ændring i pupil og ansigtstræk.
Bekymringen går på følelsen af at have en manchet siddende rundt om højre overarm der klemmer ind hele tiden, manglende evne til at styre hånden og koordinere med den.
I forbindelse med undersøgelsen føler min mand han bliver dårlig tilpas i hovedet og de følger ham til ambulancen.

Efter få minutter meddeler de at der er en læge klar til min mand på BBH neurologisk afdeling.
Jeg får et opgangsnummer og en etage at gå efter, da jeg er nødsaget til at tage vores bil derud så den ikke strander på Amager.
Min mand har ingen telefon med og er forlængst kørt afsted med udrykning mod BBH.

Jeg sætter mig ind i bilen og kører derudaf, føler mig desorienteret og slet ikke klædt på til at skulle forholde mig til at hvad som helst kan ske herfra.
Heldigvis var aftalen at jeg var den ædru denne aften, så det er tilladt at køre i bil.
Da jeg ankommer til BBH er klokken blevet tæt på 21.30.
Til jer der ikke kender BBH kan jeg kun sige at man hurtigt bliver forvirret i navigationen på trods af flittig skiltning.

Det lykkes mig at finde parkering og opgang 7, anden etage hvor der er mennesketomt. Søger på gangen til jeg finder et kontor hvor der sidder nogle kvinder i uniform.
De er yderst hjælpsomme og finder min mand i systemet da jeg heldigvis kender hele hans cpr nummer i hovedet.
Da det er tydeligt min retningssans er håbløs og chokket over situationen fylder i alle celler, følger sygeplejersken mig på vej mod røntgen hvor min mand eftersigende skulle være.

Etagen længere nede støder jeg ind i min mand der netop er kommet ud fra CT scanning.
I ambulancen er alt klargjort på kørslen til EKG og et drop i hver arm.
Nu er det blot at vente på svaret af scanningen men i det mindste er vi i gode hænder.
Grundet indsprøjtning af kontrastvæske er min mand underlagt et forbud om ikke at måtte stå op i 12 timer, da denne virker voldsomt blodfortyndende.

Portøren Kim og en sygeplejerske Eva kører os til neurologisk akutmodtagelse N10A hvor der skal holdes øje med blodtryk, hjerte, samt kræfter i ben, arme og ændringer i øjnene.
Hver time gennem natten kommer en sygeplejerske for at undersøge dette trombolyse observationsskema.
På to sengs stuen ligger en anden patient bag gardinet og sover.
Min tilstedeværelse gør hverken fra eller til lige nu, udmattet efter aftenens udfald og pumpet af adrenalin kører jeg hjem og skænker mig et glas kold hvidvin.

Nattens ro vil ikke indfinde sig men formår alligevel at falde i søvn på et tidspunkt.

Næste morgen går turen igen til BBH hvor min mand har overnattet uden yderligere forværring eller bedring i hans situation.
På sengebordet ligger en halvfyldt kolbe, og en kande med vand til at holde gang i flowet.
Der hersker ro og overskud på afdelingen og en sygeplejerske kommer ind og hilser pænt godmorgen.
Hun måler værdier og spørger ind til min mands velbefindende, og oplyser om stuegang og formiddagens program.

Inden klokken er 9 er der serveret lækker morgenmad, ergoterapeuten har været forbi, der er taget blodprøver og EKG.
Et personale kigger ind på stuen for at oplyse om at der skal foretages endnu en scanning, en MR denne gang, i eftermiddag.
Hører ind til eventuel Cave og går igen.
Det samme gør jeg for der hersker ro og overskud på afdelingen og min tilstedeværelse er ikke nødvendig da min mand bør restituere.

Fysioterapeuten er til rådighed efter de 12 timer på langs for at sikre at der er fuld mobilitet.
Alle gør det de skal og min mand følges tæt.
De vælger at beholde ham en dag mere da de ikke kan klarlægge om der skulle være tale om en trombose. Der er intet at se men symptomerne i højre arm er vedvarende og med en historik med 4 tidligere passerende blodpropper i hjernen i en alder af kun 45, er der ingen risiko at løbe.

Efter en Mr scanning og yderligere en CT scanning, opstart af mere medicin end allerede ordineret, udskrives min mand fra BBH.
Der er fastlagt aftale om videre udredning og opfølgning på forløbet.
Der medgives besøgssammendrag, medicinliste, observationsskema, recept på serveren og en god fornemmelse i maven.
Det er muligt at scanningerne ikke gav nogen forklaring eller afklaring på symptomerne.

Men med følelsen af både som pårørende og som patient at blive hørt, set og forstået er intakt.
Hurtig aktion fra 1813, ambulance og BBH N10A, professionel og nærværende behandling fra ende til anden.
Stor ros til alle implicerede i forløbet, det er fantastisk at være vidne til når det udskældte sundhedssystem rent faktisk godt kan.
Alle med smil om læben og udstråling af overskud, trods en rimelig tilgang af patienter på akutmodtagelsen.

Nu er det blot at håbe på at denne 5 trombose forhåbentlig er den sidste på
sin vej. Med alt det blodfortyndende er det bare om ikke at falde på halen:-)

Favn livet Lene