Mit job kan ende med at gøre mig syg…

Jeg er ikke længere bange for uhyrer under sengen, monstre i skabet og fredag den 13. er i min optik blot gammel overtro. 

Men jeg er oprigtig bange for at blive syg, på grund af de mange år i et arbejdsfelt som er opslidende og usundt på alt for mange områder.

De mennesker jeg spejler mig i på mit job lever mange af dem et liv på kanten, uden tanke for at få deres vitaminer, den gode nattesøvn er overvurderet og de anbefalede genstande om ugen i følge Sundhedsstyrelsen er forlængst overskredet. 

Forskellen på dem og mig er at rigtig mange af dem ikke har en forventning om at blive gamle. 

Enten så tænker de ikke videre over det og ellers så gør livet ondt på så mange niveauer, at det at blive gammel ikke er et mål at stræbe efter.

Min egen far blev blot 62 år gammel og de sidste år af hans liv var han syg, uden at se nogen grund til at opsøge en læge.

Det blev hans død, og i mit hjerte skete dette alt for tidligt.

Men man kan jo vælge at betragte livet gennem det indhold det rummer og ikke udfra længden på det. 

Min arbejdsplads indebærer en sundhedsmæssig risiko for mig som ansat. Jeg udsættes for en del passiv rygning både fra cigaretter og hash, dette på trods af ventilation på gangen der oftere er slukket end tændt da borgerne oplever at de larmer.

Muligheden for at trække frisk luft gennem en 8 timers arbejdsdag er ikke mulig da vores nærmeste altan ikke har en flugtvej, og vi derfor har forbud mod at bruge den.

Med få ansatte på job og en minimumsbemanding på to, der betyder vi skal være i auditiv eller visuel kontakt hele tiden er muligheden for ture ud af huset elimineret. 

Det har førhen været muligt at gå en tur når hovedet blev for fyldt, men nu kræver det at den anden kollega går med, hvilket efterlader etagen uden personale. 

Udover røggener er der tale om forhold hvor jeg kan komme i berøring med ekskrementer og urin der ikke nødvendigvis gemmer sig i en ble. Dette indebærer en smitterisiko og medvirker til voldsomt uhygiejniske arbejdsforhold.

Den psykiske del af jobbet fylder selvsagt mest og er også i min optik det der slider hårdest på kroppen.

Ubearbejdet og ikke håndteret psykisk vold og trusler sætter sig som spor i kroppen. Man vænner sig til at blive overfuset verbalt og tolerancetærsklen rykker sig en smule hver gang.

Men en dag bliver disse ophobede oplevelser af krænkende og voldsomme episoder for meget og filmen knækker.

Derfor er en løbende opsamling og ventilering af disse ufattelig vigtig, men når bemandingen er lav og opgaverne de samme så prioriteres tiden til dette ikke nødvendigvis.

Mennesket er formbart og omstillingsparat som udgangspunkt, og flyder uden de store spørgsmålstegn ind i de rammer det færdes i. 

Men når den første begynder at undre sig vil dette kunne have en smittende effekt på denne tilstand, og skabe reflektion over egen situation og velbefindende.

På min arbejdsplads er det kun gulvfolket der undrer sig og stiller spørgsmål ved de rammer der sættes omkring dem. 

De får symptomer på stress, sygemelder sig og bukker langsomt under for det massive pres de skal kunne navigere i. 

Der er ikke nogen på tagryggen der på samme vis stiller spørgsmålstegn ved de arbejdsvilkår og rammer de presser ned over hovedet på os.

Men det er jo også først når taget i bygningen ramler sammen at vi på gulvet mærker det rigtigt eller hvad? 

Hvad mon der sker om grundfundamentet skrider og loftet så falder sammen om ørene på os allesammen. 

Gennem en arbejdsdag læner jeg mig op af mine kollegaer og vælter de vakler jeg også.

Det er hårdt at opleve sine kollegaer knække sammen en efter en, uden mulighed for at ændre på det, der ligger til grund for det pres vi gennemlever.

Der er kun at vente på at huset falder sammen om ørene på os, eller at flygte over stok og sten. 

Bekymrede tanker fra en socialpædagog i psykiatrien.

Favn livet Lene