Ville verden se os om vi sad fanget i en grotte?

 

Jeg er klar over at mit arbejde og forholdene omkring dette ikke betyder en tøddel for alle de, der ikke er en del af det.

Hvordan skal jeg kunne forvente andet da enhver har nok i sit eget, og det først får betydning i det øjeblik at man selv mærker tyngden, smerten eller sorgen.

Det er et vilkår jeg lever med, og den anden vej rundt involverer jeg mig jo heller ikke sønderligt i hvad andre mennesker kæmper med på deres job.

Men jeg vil nu alligevel vove springet og dele mine oplevelser med dig eller jer om i er flere der læser med.

Mit job vil jeg mene gør mig til den jeg er når jeg er allerbedst. Det er mit job der gennem årene har fået mig til, at vokse som menneske og har udvidet mit syn på verden. 

Jeg er vild med at i mit job kan verden stå på hovedet for en stund og ved min og mine kollegaers hjælp kan den blive vendt så mange grader, at livet kan fortsætte.

Det skæve og det vanvittige jeg møder i mit arbejde gør mig tolerant og nuanceret.

Det hårde og brutale derimod gør mig sårbar og stærk. 

Men når der ikke længere sættes pris på hvad det er vi kan på mit job i alt det skøre, skæve og vanvittige.

Når alt dette blot sættes på spil i regeringens ubarmhjertige monopoly hvor psykiatrien er røget i fængsel og vedbliver at blive sprunget over. 

Når det ikke længere giver mening at borgerne visiteres til os da det ikke er muligt, at indfri deres ønsker og drømme for livet.

Hvem skal bære håbet for de borgere, der ikke selv magter det, når vi knapt kan holde modet oppe i strakt arm men må slæbe det halvsmadret efter os.

Lavinen ruller larmende ned af bjerget og flugten over stok og sten er begyndt, panikken breder sig hos alle og det er for mit vedkommende svært, at vælge hvilket ben jeg skal stå på. 

Jo flere personale der forsvinder jo færre er der tilbage til, at holde murbrokkerne på plads i det skæve hus.

De mest ressourcestærke borgere hvisker også i krogene om, at finde andre og bedre alternativer.

Min arbejdsplads var engang verdens bedste og når folk kom udefra blev det kommenteret hvor rar en stemning der var. 

En følelse af samhørighed og rummelighed, sammen kan vi alt. 

Sammen forsvandt og ind kom massebesparelser og en minimumsbemanding, der hedder to på job. 

1 + 1 er to og de skal nå at se til 34 borgere i hver vagt. 

Det betyder en forringelse af kerneydelsen og sikkerheden i en sådan grad at det bare er om at komme væk mens tid er. 

Men tilbage står de der ikke havde overskud og kræfter til at flygte, efterladt som de 12 Thailandske fodbolddrenge og deres træner i grotten. 

Hvor er hjælpen til vores efterladte, her kigger verden ikke med og krydser heller ikke fingre for, at alt nok skal gå. 

Favn livet Lene