Måske er jeg bare blevet til en sur kælling!

Møder ind på job som så mange gange før, tager trinene til anden sal og sætter magneten i døren så den åbner. 

På gangen sidder en skare af borgere og elever der som noget nyt skal være i praktik i 6 uger. 

Det er i min optik alt for kort tid til at lære et så komplekst område at kende som psykiatrien er. Derudover medfører det en endnu større strømning af elever der skal paces igennem praktikken i det der rent faktisk er nogen menneskers hjem. 

Mennesker der i forvejen har måtte finde sig i institutionsverdenens kompromis at man skal kunne evne at knytte sig til mange forskellige der kunne stoppe i morgen. 

På gangen jeg træder ind på er der larm fra en lille radio en borger spiller musik på, der grines og hygges utvivlsomt.

Gangen de sidder på er et fællesområde hvortil alle et rums boligerne støder ud til, så de der er så heldige at bo op til larmen er ufrivilligt deltagende i denne.

Blandt de borgere der sidder på gangen er også en der for tiden er hypomanisk, og i hopla.

Her er ro og skærmning en fordel så tilstanden ikke udvikler sig til en voldsommere mani, der kan ende ud i en indlæggelse. 

Eleverne sidder med deres mobiltelefoner og virker til at far og mor ikke er hjemme.

Det faste personale er ude af syne og har travlt med andre opgaver.

Der er et overtal af elever på job denne dag i forhold til det faste personale. 

Mange opgaver bliver lagt over på eleverne og alt for ofte er det ikke muligt at klæde dem ordentligt på til at kunne navigere hensigtsmæssigt indenfor dette område.

Kommunens besparelser betyder alt for lidt tid til borgerne men i høj grad også til at skabe ordentlige rammer for læring til de elever og studerende der en dag skal kunne varetage at løfte de mangeartede opgaver vores sundhedssystem indeholder.

Det forbillede vi som fast uddannet personale skal være som en del af deres uddannelse er forsvundet sammen med kerneydelsen borgerne har krav på. 

Vores overskud forsvinder langsomt efterhånden som Københavns kommunes slamsuger, rengør området for moral, etik og menneskelighed. 

Der var ingen til at fortælle eleverne at ro og rammer er oplagt lige der fremfor mobiltelefoner og dans på gangen. 

For overskuddet til at møde ind på job og favne tre elever der blot skal være der nærmest uden opsyn gennem 6 uger virker som en alt for håbløs kamp. 

Favn livet Lene