Skal jeg bare sætte mig ned og vente på at døden indtræffer eller at andre bliver trukket med i dødens gab.

Skal jeg bare se passivt til og vente på at døden indtræffer?

Omsorgspligt, tavshedspligt, indberetningspligt, oplysningspligt ja pligterne er mange i mit fag.
Men pligten til, at forholde mig etisk er altid tilstede.

Som socialpædagog ansat i psykiatrien støder jeg ofte på forskellige dilemmaer i mit arbejde.
Et af de dilemmaer der fylder massivt er når en borger oveni sin psykiske skrøbelighed ydermere rammes af en fysisk sygdom.
Det er naturligt at vi alle periodevis svækkes af sygdom og kommer os af denne efter en kortere periode.
Men jeg oplever at mennesker med psykisk skrøbelighed også rammes af langt mere alvorlige sygdomme end blot en virus eller lidt ondt i halsen.
De får konstateret cancer, hepatitis, KOL, diabetes, epilepsi, hjertekarsygdomme og ind i mellem også seksuelt overførte sygdomme.

Mange af de mennesker jeg værner om gennem mit arbejde har levet et hårdt liv på kanten af samfundet.
Nogle har et dagligt indtag af euforiserende stoffer, samt drikker alkohol i en mængde der ikke anbefales af Sundhedsstyrelsen.
De dyrker måske ubeskyttet sex nogle endog til højre og venstre, eller deler beskidte kanyler.

En stor del af de mennesker jeg møder i min hverdag har en forvrænget kropsopfattelse. Denne forvrængelse bevirker, at de ikke i samme omfang som du og jeg mærker hvad der sker med dem rent fysisk.
Dette bevirker at sygdomme tenderer til at opdages tilfældigt og det ofte er omgivelserne, der først er opmærksomme på symptomerne.

Det gør ondt indeni at være vidne til når sygdomme der ellers kunne være forebygget eller opdaget i tide er medvirkende til, at tage livet af folk.
Et dagligt indtag af alkohol, smøger ad hoc med et strejf af stoffer ind over er hård kost for kroppen.
Oveni dette har psykofarmaka fysiske konsekvenser for kroppen og for nogle også psykiske.

Hvad stiller jeg op som fagperson når en borger diagnostiseres med en livstruende sygdom, men vedkommende er af den overbevisning, at det ikke er sandt. Når denne neglect medfører til, at det ikke er muligt, at tilbyde den nødvendige medicinske behandling.
Velvidende at var personen i behandling ville dette betyde en forlængelse af vedkommendes liv, samt i de tilfælde hvor sygdommen indbefatter en smitterisiko, ville denne mindskes eller helt forsvinde.

Men når alt dette blot lander på gulvet fordi den psykiske lidelse bevirker, at dette samarbejde er umuligt.
Ser jeg da blot til om dette menneske sætter andres liv i fare ved eksempelvis at dyrke usikker sex.
Ikke i ond vilje da vedkommende jo ikke i egen overbevisning fejler noget.
Ved manglende behandling vil sygdommen en dag bryde ud i en grad så det betyder at vedkommende dør af det.
Jeg ved det og behandlingssystemet ved det, de der i sin tid stillede diagnosen ved det er et vilkår, om den rette behandling ikke følges.

Men jeg kan blot se til og har ingen juridisk ret til at modsætte mig eller gribe ind.
Alle mennesker har ret til at vælge en livsforlængende behandling fra, dette gælder også mennesker med psykiske lidelser.
Men burde dette ikke være anderledes om det er psykosen, der står i vejen og blokerer for at kunne træffe en rationel beslutning?
Hvad når andre uskyldige menneskers liv sættes på spil?

Det er et etisk dilemma som skaber frustration og tænksomhed.

Skal jeg bare sætte mig ned og vente på at døden indtræffer eller at andre bliver trukket med i dødens gab.

Er jeg så ansvarlig for min kollegas død om der sker noget med pågældende fordi jeg i skyndingen ikke fik lukket døren ordentligt bag mig?

Favn livet Lene