Som ansat i socialpsykiatrien har vi klart trukket det korteste strå når det kommer til forholdet mellem arbejdsbetingelser og lønforhold.

Socialpsykiatriens hænder har trukket det korteste strå.

Hej, jeg hedder Lene og er uddannet social pædagog og har gennem de sidste 20 år været ansat i socialpsykiatrien
på Nørrebro.

Når jeg møder ind på job er der ingen garanti for hvornår min dag den slutter, for i arbejdet med mennesker er jeg forpligtet til at blive om lokummet brænder. Det kollegiale ansvar ved ikke at lade nogen i stikken fylder også.
Det sker at lokummet brænder og det er sjældent til at forudsige hvornår det sker eller hvorlænge det vil stå på.

Min arbejdsdag er meget vekslende hvilket er med til at skabe variation og indhold i opgavetyperne.
Der kan være et bredt spænd i dette ex. rengøring i boliger, der tenderer til det sundhedsskadelige om det ikke udføres.
Udklædt som rummænd i hvide dragter træder vi ind i boliger hvor, der er levende af fluer og andet kryb.
Med en lugt af afføring, opkast og rådden mad skal vi genoprette skaderne efter et liv, der gav op og gav fallit for en periode.

Jeg har ikke nogle ekstra tillæg i mit arbejde til, at retfærdiggøre de arbejdsfunktioner jeg udfører uden at blinke, for at gøre tilværelsen tålelig for
de mennesker der bor her.
Det sker desværre også at jeg skal medvirke til at få folk i bad uden deres samtykke. Dette simpelthen fordi de fremtræder usoigneret i en grad hvor det er sundhedsskadeligt, og der er en smitterisiko tilstede overfor omgivelserne.

At medvirke til udførelsen af tvang er svært at beskrive. Det at overtage retten over et andet menneskes liv er noget af det sværeste ved mit arbejde. Det sker heldigvis yderst sjældent og det må og skal aldrig være noget der føles let.
Socialpsykiatrien arbejder under serviceloven og i følge denne er det ikke muligt at anvende tvang.
Det betyder at vi skal ansøge om en forhåndsgodkendt magtanvendelse forinden.

Er dette ikke muligt skal der udarbejdes
en beskrivelse som efterfølgende vurderes i forvaltningsregi om den kan godkendes eller ej. Kan den ikke det står jeg som personale personligt ansvarlig for det jeg har gjort og kan risikere en fyring.
Mit job indebærer en enorm risiko for, at komme til skade rent fysisk men i høj grad også gennem det psykiske slid.

Borgere der kaster med ting, overfalder personalet eller hinanden indbyrdes og så er der de næsten daglige tilråb, trusler og personrettede provokationer og nedgørende bemærkninger.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at lige præcis denne del af mit arbejde slider i så stor udstrækning, at min barriere brydes ned med tiden.
Men min tolerancetærskel rykkes også gennem de daglige psykiske tæsk og det at færdes i et miljø hvor alt kan ske, og verden er på hovedet.

Møder de mennesker der bor her gennem min humor og rummelighed, der begge er essentielle for, at kunne overleve i dette felt.
Samtaler af alle slags der kan favne alle udfordringer og problemstillinger lige fra psykotiske vrangforestillinger til livets mere underfundige spørgsmål.
Døgnrytme, kærestesorger, potensproblemer, spiseforstyrrelser, selvskade, støjgener, misbrug, ensomhed, familieudfordringer, overvægt, undervægt, kedsomhed, angst ja der er ingen ende på dette.

Vi er økonomiske vejledere, forældre, nærmeste netværk, ernæringseksperter, psykologer, rengøringsansvarlige, boksebolde, madudbringere, formidlere, medicinansvarlige, støttefunktioner, vejledere, undervisere, brandslukkere, sårplejere, palliative medarbejdere, underholdere, beslutningstagere, flyttemænd og en masse mere.
Der er ingen grænser for hvad jeg kan
få i hænderne eller skal lægge øre til.

Udover dette er jeg ansvarlig for at dokumentere alle relevante og vigtige observationer gennem dagen, og sørge for at alle er set og forholdt sig til.
Jeg skal sikre mine arbejdsgange er etiske, overvejede og at sikkerheden for både borger og jeg selv overholdes.
Sker det at noget går galt falder ansvaret tilbage på mig, med risiko for at miste min autorisation.

Men bare rolig der er en masse mennesker ansat både på centerniveau og i forvaltningen til, at holde øje med at jeg som ansat efterlever de krav og lovgivninger der er indenfor området.
Jeg hjælper dem dagligt med, at udfylde diverse skemaer til at sikre at alt går efter bogen.
Laver jeg fejl i mit arbejde ex grundet travlhed, for få ressourcer eller andet og disse har fatale konsekvenser.
Så er det mig der står som ansvarlig.

De høje hatte har travlt med at vaske fingre efter at have fejet foran egen dør. Det vil til enhver tid være billigere at fyre mig for en forteelse end et jakkesæt.
Mit job kan være så voldsomt på krop og sjæl at det sidder i alle kroge af mit indre, uden mulighed for at få alt ud i en debriefing.
Efterskælvet kommer først i nattetimerne med dårlig søvn og mareridt.

På trods af mit job indeholder en potentiel risiko for mit liv, jeg langsomt slides ned psykisk og risikerer, at blive syg af mit arbejde.
Så bliver mine kollegaer og jeg spist af med lønninger der ligger langt fra den opgavebyrde vi hver dag løfter for, at
sikre en af samfundets svageste og dårligste grupper har et tåleligt liv.

Som ansat i socialpsykiatrien har vi klart trukket det korteste strå når det kommer til forholdet mellem arbejdsbetingelser
og lønforhold.

Favn livet Lene