At se mennesket bag diagnosen!

At se mennesket fremfor diagnosen, at evne at møde mennesket hvor det er lige nu, at møde mennesket med overskud og ligeværd.
Man ville blive stemplet som udbrændt, opslidt og færdig i sit arbejde om ovennævnte profetier ikke var målet for ens pædagogiske arbejde.
Det er vigtigt at møde borgerne med overskud og huske ikke at tage dem med hjem. Det skylder du borgerne og i stor udstrækning vel også dine arbejdsfæller.

Der er dage hvor jobbet fylder så massivt at mine løsningsforslag kredser omkring opsigelse, omskoling eller langtidssygemelding.
Men formår nu alligevel at rejse mig fra der hvor jeg faldt og fortsætte hvor jeg slap.
Min spejling er i de mennesker jeg går på arbejde for, uden dem havde jeg ikke nogen grund til at møde op.

For langt størstedelen af de mennesker jeg møder gennem mit arbejde har livet forsøgt at banke dem gennem gulvbrædderne op til flere gange. På nærmest magisk vis formår de at rejse sig igen og komme videre fra ingenting.
Så på dage hvor jeg hænger mig selv op på min krog af selvmedlidenhed giver de mit perspektiv nogle sunde nuancer.
Når de kan, hvad fanden er så min undskyldning for at give op.

Men det kan føles som Sisyfos-arbejde at pace sig igennem stakke af dokumentationsarbejde, et utal af registreringer og uth er for at kunne vise forvaltningsfolkene at vilkårene ikke lever op til den blomstrende socialpsykiatri de ønsker at sælge til kommunalpolitikkerne.
Du finder ikke en ansat i psykiatrien der ikke ønsker det førstnævnte i dette skriv, men der er disharmoni mellem ressourcer og arbejdsmængden/borgersammensætningen.

Med fare for at lyde generaliserende og opgivende vil jeg blot rette jeres henledte opmærksomhed på at tid er en mangelvare i vores felt. Den opsluges af skal opgaver, sikkerhedsprocedurer og kontrolfikseret dokumentation der på ingen måde kommer borgerne til gavn.
Men så må i jo effektivisere og fordele opgaverne så de der ønsker at dokumentere gør det og de der vil være i det nære relationsarbejde de gør det.

Det er nok nær umuligt at finde ansatte i psykiatrien der ønsker blot at dokumentere og ikke være i den tætte borgerkontakt.
Derudover er formålet med dokumentationen at denne omhandler det relationelle, samarbejde m.m hvordan skal det være muligt at favne dette siddende bag en skærm.
Man kan ikke nedskrive iagttagelser og samtaler medmindre de reelt har fundet sted, det skulle da lige være fordi psykiatrien er blevet ren fiktion og opspind.

Vi arbejder udfra diverse fokusark der omhandler de områder som vi finder relevante for at borgeren kan udvikle sig i en positiv retning.
Det kan være mestring af psykisk tilstand, støtte til ADL, samarbejde med læge +psykiater.
Det vil sige at fokus på borgeren omhandler de områder i dennes liv som er svært og udfordrende. For størstedelen forårsaget af deres diagnose som vi skal formå at se udenom, da vi skal se mennesket bag.

Vi møder borgerne med lukkede døre og risikovurderinger, betragter dem som potentielt farlige og på trods af dette skal jeg stadig kunne påstå at vi ser mennesket fremfor diagnosen, at vi evner at møde mennesket hvor det er lige nu, at vi møde mennesket med overskud og ligeværd.

Man er IKKE sin diagnose, man har en diagnose.

Når diagnosen bliver undskyldningen

Favn livet Lene