Lavede en mosaik af stumperne fra min barndom

Tvivlende om du viste dig at være en stor mand eller forevigt skulle fremstå som en kujon. 

En der lægger hænderne på, en der ikke kan holde hænderne for sig selv.

Min verden gik i stykker den dag, min barndom sprængtes til atomer. 

Min krop ramte en landmine og alt faldt fra hinanden.

Tvivlen der fylder mit indre er min, at tage med alle vegne jeg ser og er. 

Den nager indeni og æder min kærlighed til dig. 

Tvivlen ingen kan tage fra mig, den er min at bære som en lænke om mine fødder, på mine hænder, omkring mit hjerte.

Jeg vil så gerne kunne mindes med glæde det du var engang, men blikket tilbage i tiden gør for ondt.

Min hukommelse har slettet det der var nødvendigt for, at kunne rejse mig op og komme videre i mit liv.

Jeg turde ikke spørge i frygt for, at skulle høre dit svar. I stedet gemte jeg på håbet.

Håbet på at det var usandt, opspind og kun sagt i forsøget på, at gøre dig ondt.

Børn lyver ikke om dette, men er det så sket eller ikke ? 

Tvivlen gjorde jeg ikke længere kunne kalde dig hjem, jeg klippede alle bånd.

Afstanden fjernede ikke tvivlen, men gav mig livet tilbage for en stund.

Tilgivelse forenede os igen mange år efter, mit voksne blik gjorde dig ret.

Din hukommelse var blevet slettet af større kræfter end vores, og svaret jeg søgte stod hen i det uvisse.

Ved ikke om jeg havde været klar til at høre det, om du havde det sagt.

Du forlod min verden igen uden at samle min tvivl og tage den med dig på din vej.

Efterlod mig forevigt tvivlende på hvad der er sandt og falsk.

Lavede en mosaik af stumperne fra min barndom. 

Jeg blev en mor og jeg elsker mine børn ubetinget.

Men tvivlen er svær at bære med mig siddende som en tæge på mit hjerte. 

Kan jeg nogensinde elske dig igen.

Du min barndoms vogter slog den i tusind stykker og mit fundament vil for altid 

være usikkert.

Tvivlen er min vej til aldrig, at glemme dig helt. 

Tvivlen avler mistroen i mit indre, for kunne du så kan alle.

I mange år elskede jeg ikke min far….

Svøbt i 70’ernes lilla skygge af tilbagelænethed og afslappethed.

Favn livet Lene