Sundhedsvæsnets disharmoni

Hvem skal stilles til ansvar for alt det sygdom og stress vores sundhedssystem avler. Er det regeringsfolk, arbejdsgiverne eller er det os selv? 

Der er for stor divergens i de forventninger regeringen stiller til sundhedssektoren og de midler de smider efter projektet. 

Denne disharmoni skaber tilstande af stress hos personalet, fejlbehandling og genindlæggelser af patienterne. 

Mit fagområde er udsat på flere niveauer da der både er tale om en tiltagende tendens til at øge kravene til vores faglighed og ydeevne samtidig med at midlerne til at holde normeringen sænkes.

Borgerkompleksiteten er stødt stigende i takt med at vores eksterne samarbejdspartnere oplever selvsamme pres og nedskæringer. Denne ubalance af ressourcer og mangel på sengepladser i akutpsykiatrien lægger et øget pres på os i socialpsykiatrien. Der er intet ulogisk eller kompliceret i dette men det tyder i min optik på regeringens manglende evne til at differentiere deres politiske agenda. 

Stress er et misbrugt begreb efterhånden og anvendes af alt for mange i dag for at beskrive en følelse af at noget er vokset dem over hovedet, en magtesløshed.

Det er den nye folkesygdom sidestillet med depression og hjertekarsygdomme, diabetes og kræft.

Stress er allemandseje og alt for hurtigt har vi gennem ordlyden af dette sat en label på os selv eller andre gennem dette.

Vores sundhedsvæsen der efterhånden burde omdøbes til sindsygevæsen slider snart mere end det gavner.

De der er sat i verden til at yde omsorg og sygepleje galoperer afsted med 100 kilometer i timen for at kunne nå dagens opgaver.

Opgaver der i alt for ringe grad indbefatter direkte kontakt til patienter, klienter, borgere, beboere og brugere af systemet.

Vi der skal passe på andre ender med at skulle passe på vi ikke selv skal passes på, og vi mister muligheden for at passe på hinanden i farten.

Tegnene på den reelle stress der ikke blot er den gængse label, kommer snigende uden de store alarmklokker. Der er ikke signaler i en udstrækning så det opdages førend du ligger der, da symptomerne kunne være tegn på alt muligt andet.

Hvor gode er vi også til at lytte til kroppens signaler når vi farer afsted. 

At opleve kollegaer blive mast sønder og sammen af stresstilstande forårsaget af en arbejdsplads manglende evne til at sige fra overfor det stigende bureaukrati. 

Det er ødelæggende for en arbejdskultur og det sunde arbejdsmiljø at opleve kollegaer give op og kaste håndklædet i ringen fordi jobbet gjorde dem syge.

Ventende på hvornår man selv bukker under for presset der er lagt fra de der burde værne om en og sikre ordentlige arbejdsvilkår.

Så mens vi farer afsted og nægter at stoppe op og sige nok er nok, venter stress og sygdom forude og skal nok lægge os ned når tid er….

Favn livet Lene