Snart bliver det bedre…

Snart bliver det bedre…

Sommeren 2018 står tydeligt for mig som den værste arbejdsperiode i de 20 år jeg har været ansat i socialpsykiatrien.

På grund af massive besparelser i kommunen vælger ledelsen på min arbejdsplads at skære ressourcerne helt ind til benet.

En ændring af vores arbejdsbetingelser  ikke mindst i forhold til vores sikkerhedsnormering, der efter mordet på Vivi Hansen var opgraderet fra 2 til 3.

Fra den ene dag til den anden retfærdiggør de øverst ansvarlige at det nu er i orden kun at være 2 personale på arbejde af gangen. En anden ændring er vores pædagog studerendes funktion i forhold til at indgå i konflikter og alarmer. 

Det har før været kotume at hverken elever eller studerende skulle deltage i dette, og i stedet skulle trække sig ind på nærmeste kontor.

Fra den ene dag til den anden ændres i denne præmis for de studerende der er i huset, for det er en klar fordel i vagtplanlægningen at en studerende kan være nr 2 og ikke som før nr 3 i planlægningen.

Dette besluttes på et arbejdsmiljø møde men det bliver aldrig meddelt de studerende der er ansat, så det er først da jeg undrer mig over vagtplanen at det kommer frem i lyset.

Meldingen er blot at det nu er besluttet, og jeg opfordrer derfor til så også at iklæde vores studerende til at kunne håndtere konflikter og at de får lært proceduren i forhold til at skulle løbe til alarm. 

Denne sommer har været præget af beslutningsprocesser der er taget henover hovedet på os som ansatte, der har ikke været øje for vores trivsel eller sikkerhed. 

Blikket har udelukkende været rettet imod drift og økonomi, der er slukket for det varme vand i form af ingen vikardækning, minimumsbemanding på 2 hvor af den ene gerne må være en studerende.

På min etage har vi skulle håndtere dette sideløbende med at vi har haft 3 vakante stillinger. Det er 1/4 del af personalegruppen der mangler og vi har ansvaret for 34 borgere under paragraf 108. 

Besparelserne lander sideløbende med at der også er sommerferie og vi på skift har skulle gå fra 2-3 mennesker af gangen i 2-3 uger.

Så er det vist ikke svært at regne ud at der ikke har været mange tilbage på gulvet.

Gennem måneder har vi fungeret 2 personaler til 34 borgere, til stor frustration for alle ikke mindst borgerne.

‘Nej’ har været det mest brugte ord af alle, sammen med ‘ikke lige nu’. 

Regningen vi som ansatte har måtte betale denne sommer er tydelige tegn på stress, en langtidssyg kollega og ikke en der kan sige sig fra at have overvejet at finde et andet job. Sygefraværet er steget og mistrivslen driver ned af væggene.

Borgernes regning er endnu større men de er allerede så forgældet at det aldrig vil kunne udligne sig.

Samlet set har sommeren medført personaleflugt over hele linjen og meldingen fra øverste kant er blot at det snart bliver bedre.

Men det slid sommeren har medført kan ikke bare males over med ny maling uden at der bliver pudset og slebet helt forfra. 

Ansvarlige burde de være der oprindelig har sovet i timen, de der ikke har set et overforbrug i tide til at kunne undgå millionbesparelser på området.

I stedet er psykiatrien endnu engang syndebukken i det politiske spil…

Favn livet Lene