Nærvær og tilstedeværelse er det for meget forlangt!

Hun ligger på sengen med overtøjet på, i det jeg træder ind i rummet der fungerer som både soveværelse, spisestue og garderobe.

Da hun ser mig bryder hun ud med skræk i stemmen og et blik der fortæller mig at hun er skræmt fra vid og sans. 

“Jeg får tæsk”, “de siger de kommer for at tæske mig”. 

Jeg går hen imod hende og slår armene omkring hende, forsøger at berolige hende gennem mit favntag.

Forvisser hende om at det aldrig kommer til at ske sålænge jeg er tilstede, jeg vil beskytte hende og passe på hende.

Hun falder til ro og sætter sig op på sengen og tager imod den medicin jeg oprindelig kom for at give hende.

Føler mig taknemmelig da jeg går væk derfra over at så lidt kunne gøre det, for min tid er knap og der er 33 andre der også behøver min opmærksomhed.

Hænderne er for få og ordene rækker ikke altid langt nok til at kunne holde det vi ønsker at love. 

Løfter skal ikke gives for mange gange uden at blive indfriet, så udvikler de sig i stedet til svigt.

Der er så meget jeg gerne vil og så meget jeg ved at vi kan, så meget som vi egentlig burde.

På den anden side af de mange døre bor mennesker med hver deres historie, hver deres forventning om hvordan livet kan være, ikke i så høj udstrækning hvordan de ønsker det kunne være.

Ihvertfald er energien og overskuddet til at ændre retning mod noget bedre og mere konstruktivt sjældent tilstede i en mængde så der rent faktisk sker noget.

Med vores viden og erfaring er muligheden tilstede i forhold til at ændre noget i de her mange menneskers liv. Mindske deres forpinthed og være medvirkende til at skabe nyt indhold og meningsfuldhed i deres liv.

At få brudt isolationen og mindsket depressionens omklamrende favntag, gennem nærvær og omsorg.

Der er så meget vi kan, gennem vores viden, vores erfaring men vigtigst af alt, at vi er der. 

Men vilkåret er at det ikke længere er muligt at gøre en forskel, da udsultningen af psykiatriens ressourcer er grænsende til det absurde.

De få hænder der er tilbage vil aldrig kunne favne alle de forventninger og udfordringer der er. 

I stedet udfører vi slavearbejde til vi segner, uden omtanke for hverken os selv eller de borgere vi har ansvaret for.

En dag vil vi måske ikke længere ane den smerte og forpinthed kvinden med overtøjet på udtrykte. 

Jo hurtigere vi skal halse afsted jo mere vil vi overse, jo mere vil vi generere af det vi forsøger at holde i ave.

Nærvær og tilstedeværelse er den simple opskrift på en socialpsykiatri der fungerer og aldrig har vi haft mindre af de to vigtigste ingredienser at arbejde med. 

Hilsen en bekymret pædagog i socialpsykiatrien.

Favn livet Lene