Samvær, nærvær og tilstedeværelse alt sammen forsvundet og er i stedet transformeret til en pille.

Vi vil jo bare gerne bruge tiden på at være sammen.

Der lyder latter og fortælles vittigheder som de fleste griner af men, da jeg ikke lige fanger pointen med det samme, gentages den for min skyld.

Stemningen er afslappet og det føles hjemligt at sidde her uden agenda, bare sammen.

Rummet er en stue med sofaer uden de obligatoriske fire vægge for dette er enden af en gang med en lille altan til at fange solens stråler og trække lidt frisk luft.

På gangen står et bur med en papegøje i der lystigt gentager hvad der bliver talt om.

Det er ikke muligt at skelne hvem der er ansat og hvem der er borger, for det var tiden før kravet om alarmer. 

Det er socialpsykiatrien anno 2003 på et bosted lokaliseret på Nørrebro, samme sted som jeg er ansat i dag. 

Forskellen på dengang og nu er enorm, en sørgelig og skræmmende ændring af vilkårene og forholdene. 

Stedet her er 110 menneskers hjem og over 150 ansattes arbejdsplads, og den store mægtige Pater er Københavns kommune.

Papegøjen er skudt og sofarækken forsvundet forlængst, erstattet af sorte stole langs væggene på gangen. På altanen er der adgang forbudt for personalet da muligheden for at flygte ikke er tilstede.

Det der skal sætte rammen om et hjem indikerer mest af alt hvad det som udgangspunkt er, en institution.

På linoleummet der pryder trapperne mellem etagerne er oftest et spor af kaffepletter, den vigtigste ingrediens i 

livet for størstedelen af de, der både bor og arbejder her.

Men kaffen drikkes ofte alene og ikke i sofarækkerne som før hvor, der blev fortalt vittigheder og ingen skulle nå noget.

Nærheden og tilstedeværelsen er forsvundet og erstattet af travlhed og mennesker, der for det meste er på vej mod noget.

For at stoppe alle fødderne der er på vej mod noget, med deres blik sat på uendelig for, at minimere forstyrrelserne undervejs. Dette kræver radikale udmeldinger som “jeg har det dårligt, jeg har selvmordstanker, kan jeg få noget pn medicin”.

Fødderne stopper op for en stund, men sætter hurtigt i gang igen nu med retning mod medicinrummet der er placeret længst nede af gangen.

Fødderne kommer tilbage og der rækkes et lille plastikbæger med en tablet i der skal dulme uroen, smerten, angsten eller tankerne.

Den fjerner desværre ikke ensomheden, eller følelsen af ikke at have betydning. Den bygger ikke hverken selvtilliden eller selvværdet op, og den kan ikke praktisere hvordan man bedst interagerer i det mellemmenneskelige.

Det er blot en lille intetsigende pille med en funktion der som det er i dag har erstattet tiden med et menneske. 

Samvær, nærvær og tilstedeværelse alt sammen forsvundet og er i stedet transformeret til en pille.

Det er en lille størrelse der er voldsomt opmærksomhedskrævende og tager megen energi på sin vej. 

Den gør folk afhængige af den, og den er en tidsrøver for fødderne, der skal hente den og lukke den ud, transportere den og give den, spørge ind til den og dokumentere om den. 

Dens forgangsmand var en samtale, en gåtur eller anden form for adspredelse.

Men ikke længere for tiden indhentede dette og gav pillen mulighed for at spille hovedrollen på den store scene.

Den føler sig med tiden lidt alene og lidt misbrugt, ville ønske den havde et større formål i livet.

“Talentet udvikles i ensomhed. Karakteren i samvær med mennesker.” J.W. Goethe.

Favn livet Lene