Ved ikke om man kan kalde mig modig eller dumdristig..

“Psykiatrien er stadig i sin barndom men tror dog meget om sig selv”. 

Citat Patricia Degan

Mine søvnløse nætter vidner om det pres min krop og sjæl er underlagt i denne tid.

Sagde i går på gensyn til en borger der har været en del af mit liv de sidste 20 år. 

Han blev 73 år gammel og døde alene i sin bolig.

Det gør ondt at tage afsked og i mit fag sker det desværre alt for ofte, og alt for tidligt.

Mennesker med en psykisk skrøbelighed lever ofte et liv hvor hovedparten af energien er fokuseret på det der sker indeni hovedet. 

Mange kan opleve at have en dårlig kobling mellem psyke og krop.

Det med at komme til lægen i tide og reagere på kroppens signaler, sker ikke nødvendigvis i tide.

Der er evidens for at denne målgruppe lever i gennemsnit 20 år kortere end resten af befolkningen.

Gennem mine mange år i psykiatrien og i det hele taget i mit arbejde med andre mennesker, har jeg erfaret at det slider på en at være sit eget vigtigste redskab.

Velvidende at det er sådan det forholder sig kan jeg undre mig over, at jeg samtidig med kan føle en stolthed over kun at have højst 2 sygedage årligt. 

Om dette vidnede at mine arbejdsforhold og vilkårene i jobbet var årsagen til mit lave sygdomsfravær. Men det er ikke virkeligheden.

Jeg er typen der altid lægger mig syg på en fridag eller i ferien. Der først mærker min krop når den kobler af, og alligevel så slipper jeg aldrig rigtig tanken om jobbet undervejs.

Jeg er ikke noget enestående eksempel så meget ved jeg. 

Der er en stor andel af de ansatte i det offentlige regi, der kæmper til de segner. 

Sygefravær er oppe i tiden og Sophie Løhde har været på barrikaderne og proklamere at snylterne i det offentlige har alt for meget fravær sammenlignet med vores artsfæller i det private.

Jeg har fået mange kurser gennem mit arbejdsliv, deriblandt i konflikthåndtering og sundhed. 

Borgerens sundhed og ansattes sundhed mest i forhold til kram faktorerne.

En sund krop kræver en balanceret psyke. 

I min 20 år lange karriere i psykiatrien har jeg endnu ikke stødt på tilbuddet om at lære at passe på mig selv.

Mine kollegaer proklamerer det ofte til mig og hinanden men aldrig fra min ledelse eller min arbejdsgiver Københavns kommune.

Som mange af jer ved er jeg i gang med en diplomuddannelse i psykosocial rehabilitering iværksat af KK. Dette for at dygtiggøre mig og højne det faglige niveau i psykiatrien.

Jeg kan se en ende på projektet for mit eget vedkommende, i næste uge venter eksamen. 

Her skal jeg bevidne at min teoretiske kunnen er på plads, men må indrømme jeg langt hellere havde lært at passe på mig selv.

Jeg er mit eget vigtigste redskab, den dag jeg ikke længere kan hænge sammen mister jeg muligheden for at være i arbejde.

Sandsynligheden for at det kommer til at kræve tid at komme sig er tilstede, og det er ikke sikkert jeg vil blive fuldt funktionel igen.

Det er en dyr regning at skulle betale både for mig og samfundet.

Så hvordan kan det være at vi som offentlige ansatte i alle de fag hvor vi er vores eget vigtigste redskab ikke klædes på til at passe på os selv førend vi skal tage os af andre.

Hvor kan vi lægge ansvaret den dag vi brænder sammen, er det i eget skød eller er det i virkeligheden samfundets skyld?

En kollega fortalte mig at hun blev kontaktet af politiet i forbindelse med en anmeldelse om vold og trusler i arbejdssammenhæng. 

I gennem samtalen spørger politiet undrende ind til hvorvidt min kollega bliver taget hånd om i hverdagen, om hun ikke overvejer at skifte job, om hun føler ledelsen tager sig af hende i sager som denne og hvorvidt hun ønsker psykologhjælp.

Hvor er vi henne som arbejdsplads når det skal være en vildt fremmed politikvinde der spørger ind til dette på baggrund af et utal af registreringer om vold, trusler og overfald på stedet. 

Hvor er de ansvarlige på arbejdspladsen til at rette blikket indad og tage hånd om deres ansatte. Hvor er sikringen af at vi som ansatte bliver klædt på til at sige fra og passe på os selv. 

Vi graver vores egen grav i det offentlige, der vil ende med at blive en massegrav som fyldes med nedslidte og opbrugte mennesker, der ikke længere kan bidrage til det store fællesskab. 

Er ikke sikker på Danmark er klar til at skulle betale den regning der venter forude når vores velfærdsdanmark krakelerer og smuldrer væk under os. 

Lær os der passer på andre først og fremmest at passe på os selv.

“Intet om os, uden os” er en af grundstenene i recovery tanken. Dette gælder i høj grad også i samspillet mellem ansatte og ledelse. 

For at jeg kan blomstre som ansat kræver det en ledelse, der gøder og vander den jord jeg vokser op af.

Favn livet Lene