Fordomme og forforståelse opstår i mine øjne først når man betragter en anderledeshed som man ikke ved noget om eller er bange for.

Om valget stod mellem at bosætte mig i et af de lokalsamfund som har fået øgenavnet ghetto, eller i en af de eftertragtede rigmandsghettoer hvor, der anvendes unødigt mange ressourcer på at mene noget om andre og alligevel have nok i sig selv.
Så ville valget til enhver tid være en af de ghettoer vores regering kvalificerer udfra ghettolisten som havende en lavere social indkomst, lav beskæftigelse og uddannelse, høj kriminalitet og/eller mange ikke-vestlige indvandere og efterkommere.

Der vil altid være parallelsamfund i Danmark, de kan og skal ikke afvikles men langt hellere forsøges inkluderet i det resterende samfund med alt hvad de kan tilbyde.
Ghettoer er en del af vores moderne samfund på godt og på ondt. Tænker det er først er når skammen og det bedrevidende blik betragter dem udefra, at det bliver ekstra svært at være indenfor.
Det er tankevækkende hvordan vores regering pludselig føler ejerskab over disse ghettoer fordi der rumsteres i et omfang hvor det omkringliggende samfund kan mærke det.

Det kan åbenbart få politikkerne op af de varme stole på Christiansborg og udråbe profetier de aldrig vil kunne overholde eller indfri.
Det er med så meget andet politikkerne kaster sig over, ofte et halvhjertet stykke arbejde hvor de største huller fyldes ud og repareres men aldrig i et omfang så det batter og holder i længden.
Et paradigme jeg også oplever indenfor mit arbejdsområde psykiatrien hvor, der kun handles i yderste konsekvens ved at pege fingre og findes syndebukke.
Der lappes på såret og kommes nyt plaster på uden at rense forinden eller finde ud af hvad årsagen er til at såret bliver ved med at bløde.

Det er de hurtige og billige løsninger der vinder ved forhandlingsbordet og undskyldningen hver gang er at det jo er selvforskyldt og man selv har placeret sig i suppedasen.
Det virker selvforstærkende og kan besværliggøre det at komme fri af den dårlige sociale arv yderligere, når man holdes fast både i hvordan omverdenen opfatter en samt den indskærpede mulighed for at frigøre sig den lænke, der eftersigende sidder fast i ghettoens usynlige hænder.

I mange år boede jeg på det indre Nørrebro tæt på Blågårdsplads, og mine 3 børn er vokset op der. Aldrig skænkede jeg det en tanke at vi levede i ghettolignende forhold i blandt etniciteter, bænkevarmere og enlige mødre.
Aldrig tænkte jeg at vores vilkår var ringere end omverdenens.
Tværtimod oplevede jeg de kulturelle og religiøse forskelle som en mulighed for indsigt og alsidighed både for mig og mine børn. Forskellighederne i området var præcist det der skabte nysgerrighed og åbenhed på tværs af kulturerne og de sociale lag.

Fordomme og forforståelse opstår i mine øjne først når man betragter en anderledeshed som man ikke ved noget om eller er bange for.
Disse er ofte skabt af et mediebillede der er unuanceret og skabt med det formål at sælge en god historie.
Politikkerne på Christiansborg har ikke en jordisk chance for at vide hvad det er de taler om når de diskuterer opløsning af ghetto-områder og bandekrig, for de har kun en vinkel på det og den er forvrænget af medierne.

Den mangler i høj grad farverne, lydene, duften og stemningen af at bo i et område hvor man føler sig “hjemme” fordi man er inkluderet i et fællesskab på lige fod med alle andre. Hvor der ikke ses skævt til en eller tales dårligt om en, hvor det er ok at være dig. Præcis på samme måde som de mennesker der bor rundt omkring på de psykiatriske bosteder også føler sig accepteret af de nære omgivelser. Det er først når udefrakommende ser skævt til en eller har en mening om hvordan tingene helst skal være, at problemerne opstår.

Dermed ikke sagt at forholdene hverken på bostederne eller i vores ghetto-områder er ukompliceret eller uden udfordringer. Men de der skal ytre sig om dette og finde løsningen er de der bor der, for de ved bedst hvor lorten ligger begravet. I vores halvhjertede forsøg på at inkludere og integrere har vi i stedet skabt afstande der som tiden går syner større og større.
Alle har vi brug for at høre til og størstedelen af os ønsker at være som flertallet. Det kan føles hårdt at være anderledes og derfor søger vi ind i grupperinger der virker trygge og velkendte.
Det er ikke anderledes i vores ghettoer rundt omkring i Danmark.

I mange år har der været talt om hvordan forskellige etniciteter søger hinanden og ikke ønsker at lade sig integrere i det resterende samfund. Men det kræver i høj grad åbenhed og nysgerrighed fra det omkringværende samfund at invitere nye mennesker ind i deres lokalsamfund.
En kort overgang boede jeg i et socialt boligbyggeri på Nørrebro, mine naboer der oprindelig kom fra Pakistan bød mig velkommen i nabolaget med indbydende retter fra deres hjemland.
Det var rart at føle sig velkommen og taget godt imod, det var vi mange der kunne lære noget af….

Tænk om vi som samfund fokuserede på, at tilpasse rammerne til omgivelserne i stedet for at justere på mennesket så det passer ind i rammen.

Du er noget ganske særligt, derom skal ingen tvivl herske. For det var min søn, der blev omtalt i en lærebog om børn med autisme.

Favn livet Lene