Min arbejdsgiver Københavns kommune skal spare 80 millioner i år, hvilket betyder at min sikkerhed i jobbet ikke længere er betydningsfuld.

For knapt to år siden i kølvandet på det sidste af en lang række tragiske drab på kollegaer i psykiatrien, blev vi pålagt at skulle gå med livrem og seler i jobbet.

I dag skal Københavns kommune som nævnt spare 80 millioner på området hvilket betyder, at bostederne fuldstændig ublu slækker på selvsamme sikkerhedskrav. 

Idag kan vi gå på arbejde i ført bar røv og ingen vil løfte et øjenbryn sålænge vi ikke overskrider budgettet.

Da Vivi blev slået brutalt ihjel med flere knivstik af en psykotisk borger, var både arbejdspladsens ledelse og Københavns kommune forhippet på at finde frem til gennem hændelsesanalysen hvor Vivi havde handlet forkert. Det var tydeligt for enhver at her var tale om, at alle med ansvar for hændelsen gjorde deres for, at vaske hænderne og skubbe ansvaret fra sig. Vivi døde af sine kvæstelser hun havde ikke længere mulighed for, at forsvare sig. 

Vivis sidste handlinger inden drabet lagde grundlaget for arbejdstilsynets strakspåbud rundt om på de øvrige bosteder. 

Tiden efter drabet var forfærdelig, og de mange påbud konfronterede os som ansatte med det faktum, at det var farligt at være i psykiatrien. 

Siden da har vi som ansatte gjort hvad der var muligt indenfor rammerne for, at overholde vores del af påbuddene, der indbefatter en skærpet opmærksomhed i hverdagen. 

En stor del af min arbejdsdag handler om sikkerhed og jeg er blevet informeret om fra min ledelse, at det udløser påtaler og i sidste ende vil være fyringsgrund om jeg ikke overholder de sikkerhedskrav, der er på området. 

Lukkede døre, sikre sig flugtveje, i føre sig alarmer, være i visuel og auditiv kontakt med mine kollegaer hele tiden, brøset scoringer, altanforbud på grund af manglende flugtvej og at jeg anvender min sunde fornuft. Derudover er kravene til dokumentation og fyldestgørende overlevering ved vagtskifte øget voldsomt. 

Det er et stort stykke ekstra arbejde der skal udføres på daglig basis, der tager tid fra udførelsen af kerneopgaven. 

Det blev slået stort op i medierne da Vivi døde og alle politiske partier, fagforeninger og frivillige organisationer var på barrikaderne. 

Der skulle nye boller på suppen, vi skulle tilføres flere ressourcer og skabe en bedre psykiatri for både de ansatte i region og kommune. 

Kompromiset blev de berygtede 150 sengepladser i regionen som en håndsrækning til den voldsomt pressede akutpsykiatri og de belastede bosteder. 

En falliterklæring på niveau med den sorte terminal man byggede på Rådhuspladsen for kort tid efter, at kunne konstatere at den skulle ned igen. Eller som købet af en stor mængde IC 4 tog, der viste sig ikke at kunne køre.

Forskellen er blot at her er tale om menneskers liv og levned, her er tale om ansatte og borgeres sikkerhed blandt andet på de københavnske bosteder. Sikkerhed for civilbefolkningen der også er ekstra udsatte når vi som bosted ikke kan håndtere borgerne og de render rundt på gader og stræder i tilstande der burde indikere til indlæggelse. 

De Københavnske bosteder kan ikke løfte opgaven med de komplekse borgere, dobbeltdiagnoser og et massivt indtag af stoffer. 

Stigningen af vold og trusler er alarmerende og på trods af dette skæres der vedvarende ind til benet i personale ressourcer og besparelserne bevirker nu også, at vikardækning ikke er muligt. 

Det er en ond spiral der er igangsat hvor vi som ansatte køres ned fysisk og psykisk og sygemeldinger, stress og kollegaer, der ikke magter hverdagen er nu et vilkår. Trods det er tydeligt for enhver der vidner dette, er meldingen blot fra øverste instans at der ikke er noget at stille op. Der er ikke økonomi til at sikre jer en arbejdsdag hvor i er nok på job til at kunne udføre jeres arbejde sikkert og ordentligt. 

Den langsigtede konsekvens af dette er at vi laver fejl i vores arbejde og ind i mellem hænder det at det har fatale følger. 

Når dette sker er det os som ansatte der som Vivi kigges i sømmene og stilles til ansvar for dette.

Det er os der indkaldes til tjenstlige samtaler og i vores personale sager noteres det at vi har misligeholdt vores autorisation. At vi ikke er faglige og dygtige nok til vores arbejde. 

Ingen steder i denne virkelighed er der nogen der forholder sig til rammerne og vilkårene hvori vi skal udføre vores arbejde. 

Ingen kigger på den langsomme nedslidning vi udsættes for, det øgede arbejdspres der lægges på os. 

Som budgettet mindskes grundet besparelser øges kravet til os som ansatte. 

Vi skal løbe stærkere og er færre mennesker og stadig forventes det at vi har samme sikkerhedsniveau og overblik i hverdagen.

Men min sikkerhed som ansat er mindsket i et omfang der gør at jeg ikke kan føle mig tryg længere.

Risikoen for at jeg kommer til skade eller volder en uforsætlig skade på andre har aldrig været større.

Med en forventning til mig som ansat at jeg kan klare de samme opgaver med den samme gruppe borgere, med en sikkerhedsnormering der før hed 3 men nu er faldet til 2 grundet besparelserne er uhørt og urimelig. 

Om en uge færdiggør jeg en diplom i psykosocial rehabilitering på metropol. Det er Københavns kommunes løsning på de mange drab, volden og truslerne indenfor mit arbejdsområde. 

De mener nemlig at dette finder sted fordi vi som ansatte ikke er dygtige nok til det vi laver, at vores tilgang og metode ikke er ensrettet.

Vi skal iklædes en teoretisk tilgang så vi derved kan håndtere de udadreagerende og misbrugende borgere.

Det giver da også sig selv, når jeg vender retur til mit arbejde hvor minimumsbemandingen grundet besparelser i kommunen nu er underlagt at vi kun skal være 2 på vagt sammen, så vil jeg snildt kunne overføre min teoretiske lærdom til at konfliktnedtrappe den udadreagerende og psykotiske borger. 

Mulighederne for at arbejde med recovery og rehabilitering kræver at vi som personale er sammen med de mennesker hvis recovery proces vi ønsker at støtte op omkring. 

Men i stedet kan jeg bruge min i forvejen kostbare tid på at samle service nok ind til at kunne hente måltiderne op fra vores kantine, der skal spare i så stort et omfang at opvaskeren røg i svinget. 

Det er meningsfuldt og indholdsrigt arbejde og en ekstra ressource at skulle dette i en i forvejen vanvittig hverdag. 

Meldingen fra ledelsen er, at er ressourcerne små så skal vi holde os til rundepleje, medicingivning og dokumentation hvilket jo virkelig er i tråd med kommunens visioner om at vi alle skal arbejde recovery og rehabiliterende.

Jeg gik hjem fra mit arbejde for to dage siden efter 20 års ansættelse med udmeldingen om, at jeg følte mig tvunget ud i at kaste håndklædet i ringen. 

Jeg gav op og endte kampen mod et system, der forlængst har glemt de seneste 5 drab på ansatte i psykiatrien.

På trods af ønsket om at slå til og leve op til de forventninger, der ligger i min stillingsbetegnelse som socialpædagog, må jeg erkende at mit liv og levned er vigtigere end dette.

Hvad har vi i det hele taget lært af Vivis død?

Jeg har givet min familie et løfte om at passe på mig selv, at jeg altid kommer hjem i et stykke efter endt arbejdsdag. Men med tiden er det er et løfte jeg har svært ved at give, og stadig tro på mig selv når jeg siger det!

Tanker fra en socialpædagog 

Favn livet Lene