Endnu et farvel

Jeg sagde farvel til endnu en kollega i dag, gav ham et kram og ønskede ham alt godt i det nye der venter ham.

Et nyt job med nye muligheder, et farvel til det vi havde sammen. Jeg kan ikke undgå at føle vemod og sorg i forbindelse med dette.

At sige farvel er en naturlig del af et arbejdsliv, at tage afsked med kollegaer af forskellige grunde er en del af flowet på enhver arbejdsplads.

Jeg har måtte sige farvel til mere end to håndfulde dygtige og kompetente kollegaer indenfor det sidste halve år. 

Min frygt er at jeg kun har set toppen af isbjerget, socialpsykiatrien er stødt på grund og synker langsomt uden, at kaptajnen gør os opmærksomme på der er noget alvorligt under opsejling.

Sætter nu heller ikke min lid til at det er kaptajnen der forlader den synkende skude som den sidste. 

Jeg har været stille for en periode af flere årsager, deriblandt at det har været en udmattende kamp og mine omgivelser har responderet på dette gennem bekymring for mit helbred og min trivsel.

Andre mere perifære kontaktflader primært gennem de sociale medier har udmeldt træthed og manglende forståelse for mine skriverier omkring psykiatriens deroute. 

Ville ønske der var nyt under solen, at vinden havde vendt til vores fordel men virkeligheden er at alt er ved det gamle, på vej til at blive endnu værre. 

Til alle jer der stadig orker at lytte og udvise empati og forståelse for dette arbejdsområde er velkomne til at lytte med, resten i kan blot klikke videre og ignorere dette indslag.

En lang sommerferieperiode er nået til vejs ende, med meldingen om forinden at der ville blive skåret ind til benet ressourcemæssigt.

Det blev der og konsekvensen af dette har kostet på flere kontoer. 

Den mest tankevækkende af disse er en opmærksomhed på hvor hurtigt vi evner både som borger og ansat, at adaptere nye rammer og forhold, uden den store slinger i valsen.

En lyn tilvænning i forhold til at to personale på job betyder nej til alt ud af huset, klar jer selv politik. 

Vi spræller så kortvarigt i nettet at ingen nåede at opdage dette. 

Men den langsigtede konsekvens af de urimelige nedjusteringer, viser sine tydelige konsekvenser både hos borgerne og hos de ansatte.

Manglende overblik, overskud og indlevelse i hverdagen der i stedet er erstattet af nødhjælpsarbejde i form af ildebrandsslukninger og at nå det mest kritiske inden lukketid.

Borgere der opgiver at række hånden ud, selvmedicinerer og isolerer sig. 

Konsekvensen af dette på den lange bane er en grundfølelse af ikke at slå til, at de allersvageste svigtes, at det ikke betyder det store hvorvidt man har sin faglighed og løbende udvikles når alt, der forventes i jobbet efterhånden handler om menneskelig afvikling.

Det er forskelligt hvor længe man som menneske kan holde til at arbejde under rammer som disse, der er ingen ansvarlige at læsse af på og ingen til at varetage ens interesser.

Det er hver mand til sit, og når en falder om erstattes denne blot af en ny med tiden. 

Sammenhold og fællesskab har været limen i mit kollegaskab, det er grundstenene for at få en hverdag til at fungere indenfor rammer, der til tider har været fuldstændig vanvittige og urimelige.

Men det vanskeliggøres at holde sig sammentømret som gruppe når færre skal holde det hele sammen og der ikke er nogle af de øverste kasketter der rynker et bryn og sender en nødraket ud.

At mandefald og opsigelser i hobetal ikke vækker bekymring og opsigt men blot negligeres med en melding om at det er naturligt i krisetider.

Jeg er udmattet af at vidne denne inkonsekvens der tenderer til at optræde indenfor mit område socialpsykiatrien. 

At den evindelige melding blot er at der ikke findes andre muligheder, ikke er flere midler og at vi ikke skal regne med flere ressourcer.

‘Arbejd med det i har’ og så betyder det intet om vores arbejdsvilkår er så forringet at vi sætter vores liv og helbred på spil og borgernes ikke mindst. 

For vi kan jo bare skride om vi ikke kan lide lugten i bageriet.

Sommerferien er slut og tilbage står resterne af et korthus der et efter et blæser væk i alle retninger.

Tilbage er borgerne, frustrationerne, sygemeldingerne, opsigelserne, de daglige BVC scoringer og alt det andet der ikke blot forsvinder af sig selv.

Hilsen en bekymret pædagog i socialpsykiatrien.

Favn livet Lene