Psykiatriens mure vil bryde sammen

Når jeg ikke som nu sidder begravet i dynens beskyttende bomuld, halser jeg rundt som socialpædagog i psykiatrien.

November har ramt mig med en fridag, der føles velfortjent og smagen efter flere sætter sig på tungens smagsløg. Mit hoveds følelse af, at være sat på en uendelig karruseltur mindskes lidt i styrke.

Det forgange halve års slid der har medført, at jeg er endt med at udføre mit job på benpiberne, sidder i hver en celle af min krop og psyke.

En følelse af at have kæmpet en ulige kamp på fronten med massive tab i form af faldne soldater, har efterladt en følelse af opgivenhed indeni.

Der var engang hvor jeg satte en stolthed i aldrig at være syg, kimsede af et sygefravær der lå på max 2 sygedage årligt.

I sidste uge var jeg til min første sygefraværssamtale, i min optik udløst af det sidste års omstrukturering, ny ledelsesstil og medfølgende personaleflugt der må have ramt mig i højere grad end først antaget. 

12 migræne sygedage på 1 år er min nye målscore, dette indbefatter ikke alle de dage hvor jeg har været væltet omkuld på en fridag. 

Mit job kræver at jeg altid har den bedste version af mig selv med når jeg møder ind.

For min skrøbelighed, utilstrækkelighedsfølelse og mit manglende overskud kommer ikke de mennesker til gode jeg skal støtte og motivere til, at skabe et meningsfuldt liv. 

De mennesker jeg går på arbejde for er loyale og tilgivende overfor mit og mine kollegaers tiltagende travlhed, for de ved og mærker at det sker på grund af trækket oppefra.

Men denne loyalitet og anerkendelse af at der altid må slækkes på det mellemmenneskelige bevirker i sidste instans at isolation tendensen øges, pn behovet stiger og mistrivslen bliver alt for dominerende.

Hvad tænker mon verden på den anden side af murene, der ude i den virkelige verden om alt det der sker hos os i psykiatrien?

Skaber det frygt og angst derude i verden at vi i psykiatrien ikke formår at sikre trygge og stabile rammer for de mennesker der har allermest behov for det. 

For hvad betyder det for jer på den anden side om psykiatriens mure bryder sammen og alt galskaben flyder ud i gaderne til jer derude.

Hvad betyder det når os der er sat til for at rumme og containe alskens mærkværdighed og utryghed, i stedet ender ud med at tabe slaget mod myndighedernes krav og befalinger.

Når vi skal løbe kapgang mod tiden med en kollega om benet som den eneste til at støtte sig op af.

Psykiatrien i det skæve hus på Nørrebro er vakkelvornt og slidt, i hjørnerne ligger faldne soldater og slikker deres sår efter kampen.

En kamp der på forhånd varslede mandefald og ulighed mellem ressourcer og krav.

Vi er skåret så dybt af nedskæringens kniv at vores sår aldrig vil hele. 

Med tiden om intet sker og de urimelige arbejdsvilkår ændres vil galskab med tydelighed være allemandseje. 

Favn livet Lene