Mennesker med psykiske lidelser drømmer også…

Mennesker med psykiske lidelser vil også have lov til at drømme, og langt de fleste drømmer om en bedre fremtid. 

Alle mennesker drømmer, drømmer om noget andet, noget mere end det der er lige nu. 

Drømme er uden omkostning, hemmelige for nogen og svære at definere og skabe for andre.

Men alle burde vi have ret til at drømme, og få realiseret nogle af de drømme vi bærer rundt på.

I perioder bærer jeg håbet for et andet menneske, det sker i øjeblikke der kan strække sig over dage, uger, måneder, der hvor håbet er for tungt at bære selv. Eller der hvor håbet ikke er synligt eller velkomment, da noget andet blokerer for udsigten til et bedre liv. Når eksempelvis depression, misbrug, mismod, sorg eller mistrivsel  suger alt mod og kraft ud af en. 

Gennem mit arbejde møder jeg mennesker der på alle måder har fortjent vores uforbeholdne opmærksomhed. 

Her er tale om en gruppe mennesker der holdes nede af bureaukratiets svedige hænder, politikernes vigende blik og mediernes trang til kun at sælge de dramatiske, blodige historier. 

Vi hører mest om de her mennesker når de er faldet ud over kanten af loven, eller livet ellers er der ikke nyhedsstof i dem.

Som samfund er vi mestre i at stigmatisere og komme dem i kasser med labels på.

Depressiv, personlighedsforstyrret, skizofren, skizoaffektiv, bipolar er blot nogle af dem. 

Uden disse labels aner vi jo ikke hvad vi skal stille op med alle de her mennesker. Hvordan skal vi håndtere dem?

Der bygges særlige institutioner til dem, og når de får det rigtig svært så er der specielle aflukkede afsnit til dem, hvor de kan få det bedre sammen med deres midlertidige roommates.

Nogen sidder endda og klapper sig selv på skulderen over den brave indsats, der er lagt for dagen, når de bygger helt specielt særlige institutioner for de allermest farlige af disse mennesker.

Sålænge det ikke komme den menige borger for øre at det ikke hjælper en skid. For sengene er tomme, og en klog mand eller kvinde burde forlængst være kørt til akutpsykiatrien med alle disse ubrugte tomme senge, for der kæmper mennesker der har det sværest i livet for at få lov til, at låne en seng.

Gerne længe nok til at de også føler sig klar til at give sengen videre.

Mennesker med psykiske lidelser drømmer sjældent drømme, der er lige så store og langstrakte som os andre. 

Deres drømme og håb blokeres måske af den indre smerte, lidelse og troen på at livet vil dem det godt.

De er banket i jorden alt for mange gange, svigtet gennem livet igen og igen, og nu hvor de er blevet afhængige af, at systemet vil dem det godt, svigtes de på ny.

For systemet er ikke længere i stand til at løfte dem op fra jorden. I stedet øger vi stigmatiseringen og følelsen af, at være et andenrangsmenneske, der kun får hjælp om politikerne på borgen finder det nødvendigt, at skrabe midler nok sammen til, at de kan tilbydes et mere værdigt liv.

Jeg drømmer om at få tid nok til at kunne udføre mit job, uden at blive afbrudt af ligegyldige klik på computeren, forholde mig til dokumenter der venter på at blive udfyldt, uden at skulle bevise at det jeg er uddannet til er godt nok overfor en Djøf’er der ikke aner hvad socialpsykiatri i virkeligheden handler om.

Jeg drømmer om mere tid til nærvær, flere kollegaer at sparre med og kaste bolden op af. 

Jeg drømmer om ikke at skulle favne de mennesker der vil kunne tilbydes langt mere værdighed og udvikling under rammer der matcher deres behov.

At mennesker der er voldsomme, udadreagerende, misbrugende eller har en dom til behandling mødes af de hænder der kan håndtere dette.

I min drøm vil der være plads til at mennesker med psykiske lidelser også kan få lov at leve deres drømme ud, uden at det er på bekostning af hvorvidt politikerne synes der skal være rum og plads til det i deres økonomi. 

Med venlig hilsen

En bekymret socialpædagog på Nørrebro

Favn livet Lene