Den menneskelige losseplads er stedet hvor alt der er gået fra hinanden, revnet, ude af
Se næste indlæg >
Mennesker har brug for mennesker
Der er dage hvor ansvaret føles tungt og ubærligt. Tænk sig om jeg en dag må slippe fordi tyngen er for enorm.
Den byrde og det ansvar jeg konstant bærer rundt på belaster min krop og min psyke.
Langsomt slides jeg ned og det samme gør mine kollegaer. Der er ingen til at passe på os og sikre at vi holder til dette i længden.
I det offentlige er du selv din egen lykkes smed.
Dagene på jobbet hvor der er alt for meget jeg skal være vagtsom overfor, er i overtal.
Opgaverne skal løses og hænderne er de samme, der kommer ikke flere af os når vi lægger os en efter en.
Sygdom, ferieafvikling og besparelser bevirker at vi render stærkt. Alt for stærkt.
Der er mennesker der forventer at blive taget hånd om, støttet op omkring og når lokummet brænder så er det os der
skal løse dette.
Jeg tager mine skridt med omhu og omtanke.
Binder dobbeltknude på begge snørebånd i mine efterhånden udtrådte løbesko, for at sikre de ikke går op gennem dagen.
Altid er jeg klar til at smide hvad jeg måtte have i hænderne og løbe alt hvad jeg kan når alarmen lyder dog uden, at rende en beboer over ende på min vej.
Lyden fra alarmen der indikerer at der er fare i farvandet larmer ud fra vores kombinerede alarm/telefon.
Det er en høj og dominerende lyd der med det samme aktiverer mit beredskab. Med adrenalinen pumpende gennem systemet løber jeg afsted, tager trapperne flere trin af gangen og indstiller mig på at være klar.
Helt klar bliver jeg nu aldrig for denne del af mit arbejde er også den sværeste. At skulle stille op og positionere mig overfor en beboer, der kan være udadreagerende, voldsom, selvskadende og/eller destruktiv. Eller det kan være en kollega der på den ene eller anden måde er i fare eller kommet til skade i en grad så, der er behov for massiv støtte.
Hvad jeg løber til når alarmen lyder er altid uvist og kræver, at jeg på et splitsekund kan klargøre mig mentalt til, at alt kan ske eller være sket allerede.
Det er svært præcist at beskrive overfor andre der står udenfor denne praksis, hvad en aktivering af alarmen betyder for både kollegaer, den implicerede beboer og de øvrige beboere i huset.
Der er ingen der kan undgå at opdage alarmen lyder, da den starter med at larme på den aktiverede telefon og så fortsætter den ellers gennem resten af de telefoner, der er rundt omkring i huset.
Den samme alarm vedbliver at lyde flere gange efter hinanden gennem alle telefonerne i huset, og samtidig med dette løber personalet fra alle de steder de er i gang med noget henimod det sted alarmen er aktiveret.
Dette går ikke stille for sig, og ofte virker denne aktivering og det massive fremmøde af personale til et sted i sig
selv præventivt. Mange beboere vælger da at trække sig fra konflikten, men det kan også have modsat effekt og virke provokerende på den udadreagerende beboer så konflikten optrappes.
Derfor er det påkrævet at personalet hurtigst muligt skaber sig et overblik af situationen og får koordineret hvad der er bedst at stille op.
Vi er ikke toptrænede soldater, uniformerede politifolk eller store stærke dørmænd.
Blot er vi en gruppe af forskellige fagfolk primært fra de humanistiske uddannelser, der har valgt et job indenfor psykiatrien.
Vi har ingen våben at kæmpe med og vores eneste mulighed er at kontakte politiet, at aktivere alarmen og samle os.
Vi må ikke lægge folk i benlås, eller kaste dem ned på gulvet. Om vi bliver slået på må vi ikke andet end at afværge, bliver vi svinet til verbalt eller spyttet på er muligheden blot, at trække sig væk fra konflikten.
Det eneste vi har med os er hinanden, vores erfaring samt et kursus i konfliktnedtrapning.
Med dette må vi gøre alt hvad der er muligt for at passe på hinanden, beboerne og alle de mennesker, der bevæger sig ind og ud af huset gennem en dag.
Vi er ikke robotter men mennesker af kød og blod, vi påvirkes af den virkelighed vi bevæger os rundt i.
For hver alarm der lyder, for hvert overfald, hver nedgørende bemærkning, for hver en trussel bliver modet til at kæmpe videre en smule mindre.
Trods defusing, debriefing, registreringer og supervison.
Der skal ændringer til på området, i form af mærkbare konsekvenser og omrokeringer af borgere der er fejlplaceret.
Lad os redefinere hvad kerneopgaven skal være og arbejde hen imod at rammerne og ressourcerne harmonerer med dette.
Mennesker har brug for mennesker, dette kan ikke erstattes af skemaer, registreringer, effektiviseringer og omrokeringer af ressourcer.
Vi der er ansat i den offentlige sektor ønsker at være i direkte kontakt med den gruppe af mennesker dette indebærer.
Vi vil have tiden tilbage, til at kunne tilbyde nærvær, lydhørhed, tilstedeværelse og fokuseret behandling og samvær med vores borgere, patienter, klienter.
Der kan ikke klemmes mere effektivisering, akkreditering eller andet opfindsomt ud af denne citron, uden at det bliver for surt og bittert til den menneskelige smag.
Del gerne din mening