Mennesker med en psykisk skrøbelighed har brug for dem der har tid….

Hvorfor vælge at arbejde i et spændingsfelt mellem dårlig egenomsorg, udadreagerende adfærd, misbrug og psykisk skrøbelighed.
Et job der indbefatter risiko for fysisk vold og trusler, usoignerede arbejdsforhold, grænseoverskridende adfærd og en hverdag hvor alt kan vende på hovedet.

Jeg vil noget med nogen, ikke hvem som helst men allerhelst de mennesker, der har en psykisk skrøbelighed med i livet. De der mærker livet gøre ondt, så ondt at det kan være svært at tage del i det.

Jeg skaber balance og fungerer som et menneskeligt sikkerhedsnet for en stor del af de mennesker der er havnet i mine hænder i kraft af mit arbejdsliv.
Det er som at have fundet den rette hylde, selvom den er snavset og hænger godt i hyldeknægtene.
Mine overvejelser omkring de her menneskers liv bliver lyttet til og taget til efterretning, både af borgeren selv, af mine kollegaer, min leder og andre vigtige samarbejdspartnere.
I kraft af min erfaring og min faglige ekspertise kan jeg argumentere mig rundt om dette menneskes liv på alle mulige måder.
Det er en kæmpe anerkendelse at blive lyttet til og taget alvorligt, at kunne være medvirkende til at ændre et andet menneskes liv til det bedre. Gennem tid vil disse små justeringer og forbedringer kunne bevirke at livet tager en helt anden form. I det kan ligge en befrielse for den enkelte. At få mindsket sine symptomer der ellers har invalideret en i en sådan grad at det føles som om livet har vredet armen om på ryggen og klasket dem op af en mur.

Men med indflydelse følger også et kæmpe ansvar, ansvaret for at træffe de sunde beslutninger.
Det at fungere som ambassadør, talerør, udkigspost og formidler for andre mennesker i de perioder af deres liv hvor egen røst ikke formår at trænge i gennem eller den ikke har fundet ordene der skal siges.
Det stiller store og tungtvejende krav til mig som fagperson og som menneske. At bevare integritet, egen fri vilje og essensen af eget liv hos et andet menneske. At gøre livet udholdeligt, værdifuldt og indholdsrigt ved at holde døre på klem, skabe muligheder og turde at stille krav.
Alle har vi brug for at høre til noget, at have betydning og blive set for det menneske vi er.
Alle har vi et ønske om at nå hen imod noget andet.
Når jeg bevæger mig ind på de veje sammen med borgeren eller viser nye veje at gå når skridtene stagnerer ved en blind vej.
Så kan det ske at livets form ændrer sig, og ind i mellem også min egen.
Gennem mit arbejdsliv har jeg ændret mig som menneske, mine værdier er blevet tydelige nærmest som malet i neon.
Mine grænser for hvad der er muligt har flyttet sig milevidt.
Alt er muligt for den der bærer viljen i hjertet. Det er muligvis et gammelt ordsprog men betydningen er alt andet end forældet. For er det ikke gennem hjertet min vilje bæres så risikerer jeg at mine beslutninger og overvejelser fremstår manipulerende og grænseoverskridende.
At ville noget med nogen, skal komme fra de gode hensigter og det empatiske blik.

At kunne noget med nogen er ikke noget man kommer sovende til og det tager også lidt længere end en weekend.
At ville noget sammen kræver tillid, tillid kræver samvær, samvær kræver tid, tid er en mangelvare i psykiatrien. Vi har ikke længere tid.

Mennesker med en psykisk skrøbelighed
har brug for dem der har tid….

Tak fordi du tog dig tid!

Det kan forvirre og forarge en garvet pædagog som jeg, at forvaltningsfolk ikke er betænkelige ved det faktum, at borgernes tid med personalet bliver mindre og mindre med årene.

Favn livet Lene