Den menneskelige losseplads

 

Den menneskelige losseplads er stedet hvor alt der er gået fra hinanden, revnet, ude af funktion havner i en stor pærevælling.
Jeg arbejder som blå mand på en af disse menneskelige lossepladser hvor kommunen ser det som sin opgave at hælde mennesker ned i, der ikke er brugbare længere for det eksisterende samfund.
Her gør det ikke noget at tingene flyder, om der er væggelus og menneskelort spredt rundt omkring. Lugten af pis kan virke overvældende for udefrakommende men man kan vænne sig til meget heldigvis.

Livet leves fra hånden til munden på denne losseplads og det betyder ikke alverden om, der er en der går til i sit
eget møg.
Her handler det om at balancere i mellem selvbestemmelsesretten og omsorgspligten.
Men med hovedet fyldt af medicin og stoffer kan det være svært at huske hvad der er bedst for en selv.
Om dagen i morgen ikke har den store betydning så fylder ansvarsfølelsen og fællesskabsånden ikke alverden.
Når man er flasket op i et kommunalt system der ikke rigtig regner med en, og på forhånd tænker man er en fiasko. Hvor skal troen på at det kan blive anderledes så komme fra.

Når det er ok at skide i egen rede og gøre livet utrygt og surt for andre uden det har nogle konsekvenser, hvorfor skal man så vælge at handle moralsk og etisk korrekt. Når de der skide pædagoger alligevel aldrig har tid, og de altid er fraværende på grund af møder eller sygdom.
Hvem fanden kan man så regne med længere for systemet er plumråddent og ikke til at navigere i. Det kræver overskud og overblik samt en urimelig mængde ihærdighed at navigere rundt i dette.

Så livet på lossepladsen handler for det meste bare om at overleve endnu en dag. Ikke stille for store forventninger til fremtiden og dulme den indre smerte med et af livets kunstige fix.
Det kan gøre ondt at skulle mærke livet og forholde sig til at forandring tager tid.
Og tiden er forlængst forsvundet og i restordre.
Så livet på lossepladsen har intet fremtidsperspektiv, en fortrængt fortid og en smertefuld nutid.

Der er ikke mange forventninger til hvordan livet tager sig ud på kommunens losseplads, sålænge de gængse regler, der udstedes oppefra overholdes.
Kontrol af kontrollen kontrolleres løbende af diverse tilsyn der blot skal sikre at dokumentationen er overholdt og medicinen gives til de rigtige borgere.
Men hvordan menneskene faktisk trives og ter sig er ikke noget der interesserer bogførerne.

De blå mænd vil så gerne muge ud og ordne så forholdene kommer i orden, også gerne i lovgivningen der bestemmer at de ikke må gøre noget uden at spørge en voksen.

Den konsekvensløse psykiatri..

Udskiftningen på de psykiatriske bosteder skyldes ikke, at folk kommer videre i livet og bliver symptomfrie. I langt højere grad skyldes det, at de dør som fluer.

Favn livet Lene