Den konsekvensløse psykiatri..

Borger på et bosted i København;
“Jeg forstår det ikke, hvad er det der gør at de mennesker, der opleves i gentagne voldsomme og kriminelle handlinger her hvor jeg bor, kan få lov at blive ved med at bo her?”

“Hvorfor sker der ikke noget, hvorfor er der ingen konsekvenser?”

Det er et af de øjeblikke gennem mine mange år i psykiatrien hvor jeg kommer til kort, hvor svaret må blive, at ja det giver absolut ingen mening overhovedet.

Hvordan kan det forsvares, at mennesker rundt omkring på de psykiatriske bosteder skal føle sig utrygge og udsatte i så høj grad, at de eksempelvis ikke tør tage på overnatning ude i byen fordi de risikerer, at vende tilbage til en bolig hvor alt salgbart er rippet.
At en en indlæggelse på et psykiatrisk afsnit fravælges fordi man føler behov for at passe på sit hjem.

Hvor vi som personale blot kan se til at den samme gruppe borgere gør tilværelsen endnu mere utryg og kompliceret for de i forvejen udsatte mennesker, der er tvunget ud i at være naboer og genboer. Dette blot fordi de er visiteret til det samme bosted.

Vi byder de borgere der bor på bostederne et liv med øget risiko for vold, overfald, trusler på livet og derudover også, at de bliver rippet for alt hvad de ejer.
Når borgerne har tomme lommer og trangen til et fix kalder så sættes besøgsrunden i gang.
Alt for ofte er det de svageste borgere det går ud over, og kun den stærkeste overlever.

Det er skruen uden ende på de Københavnske bosteder, og det kan undre både borgerne og jeg selv som ansat, at dette er den løsning kommunen har iværksat.
At spise borgere med et aktiv misbrug af med at bo op og ned af borgere, der måske netop har kæmpet sig fri af deres misbrug.
At tænke de skal bo dør om dør, for sikke meget gavn de kan få af hinanden.

Københavns kommunes nul tolerance i forhold til misbrug på bostederne må siges, at være en falliterklæring.
For bostederne er ved at svømmer over af euforiserende stoffer og der sælges også gerne ud af det.
Tilbuddet om at komme i behandling er som udgangspunkt at borgeren kommer i substitutionsbehandling såsom metadon eller tilsvarende. Det kan borgeren så fortsætte med i alt uendelighed.

Det er et omkostningsfyldt liv at være afhængig af stoffer, og det opleves ofte som voldsomt intimiderende og manipulerende på de ikke misbrugende borgere, der skal plattes for hvad de kan undvære og ellers så tager man det da bare når der er frit lejde.
Trods overvågning og behandlingsdomme er bostederne de misbrugendes legeplads.

Det er ikke længere kun personalet der SKAL lukke dørene efter sig, det samme gør sig desværre gældende for borgerne både når de er ude og hjemme.

Det lugter grimt når der skides i egen rede og det kan være svært at få lugten til at gå væk igen.

Mennesker med en psykisk skrøbelighed har brug for dem der har tid….

Favn livet Lene