Paw så ramte den moralske stress…

Der var engang hvor jeg følte stolthed over mit fag og mit virke.

Hvor mit blik var opmærksomt på både mig selv og mine omgivelser.

Jeg favnede andres utryghed og uro i et snuptag og efterlod dem med fornyet tro på vejen frem.

Mine kollegaer var vigtige sparringspartnere men også mine støttepæle i stormvejr.

Dengang kunne man regne med mig og jeg stolede på min egen dømmekraft.

Når jeg fortalte om mit job var det med farve og kulør.

Som årene gik blev der mindre og mindre af den, altså tiden.

Som tiden gik fyldte opgaverne, forventningerne, kompleksiteten, ansvaret, kontrollen, bureaukratiet alt sammen mere og mere.

Som tiden gik mindskedes nærværet, anerkendelsen, sparringen, selvværdet, fagligheden, lysten, udviklingen, indflydelsen mere og mere.

Mit fag og mit pædagogiske virke ændrede sig over tid til primært at indeholde….

Ildebrandsslukning, afvisninger, minimumsbemanding, nødberedskab, eksklusion, nødværge, magtanvendelse, pngivning, registreringer af vold og trusler.

Som tiden gik blev afstanden i mellem min ledelse og jeg som ansat større og større. Samarbejdet forandredes og tiden til at sparre og muligheden for til stadighed at vise det var “frihed under ansvar” forsvandt.

Når opgaverne hobede sig op og hænderne føltes for få, blev jeg fortalt at det var det et spørgsmål om, at skærpe planlægningen.

Med tiden blev hverdagen et spørgsmål om at fravælge omsorgen og jeg blev ramt af at mit moralkodeks, der konstant var udfordret, for det var jo ikke sådan et “fagmenneske” jeg ville være.

I dag mærker jeg ikke længere en stolthed over mit fag og mit virke.

Mit blik er ikke længere opmærksomt på hverken mig selv eller mine omgivelser, men nok mere flakkende og tomt.

Jeg favner ikke længere andres utryghed og uro for min mangel på tid bevirker uendelige svigt i dagligdagen.

Mine kollegaer er ikke længere vigtige sparringspartnere og støttepæle i stormvejr.

I stedet er de blevet et nummer, nemlig nummer to så jeg ikke bevæger mig rundt alene.

Nu kan man ikke længere regne med mig og stole på min dømmekraft.

Når jeg fortæller om mit job er det med gru i stemmen for jeg venter, at det værste vil ske.

Jeg blev ramt af moralsk stress, og står nu bare og ser passivt til at korthuset falder sammen om ørerne på mig.

For jeg evner vel ikke at holde sammen på nogen eller noget….?

Favn livet Lene