Jeg er efterhånden blevet vant til at miste…

Jeg er efterhånden blevet vant til at miste…. gennem årene har jeg nemlig mistet en del.

I sin tid var bygningen jeg arbejder i et plejehjem og døden var en fuldstændig naturlig del af min hverdag. Dengang var den symbolet på livets afslutning og forbundet med noget smukt og til tider svært. Ikke alle ældre var klar til at give slip på livets indhold og andre gange var det de pårørende der klyngede sig fast.

Med tiden ændrede bygningens klientel sig og blev erstattet af socialpsykiatri og det før så stille hus blev skævt og larmende. 

Salg af stoffer og røg i alle kroge udfasede duften af alderdom og glemsomhed.

Døden fandt andre veje at gå og jeg vænnede mig til at livet og dennes meningsfuldhed også havde sin plads. Gennem nye fortællinger oplevede jeg livet på kanten og på vrangen med stor respekt, en nyvunden nysgerrighed og taknemmelighed over at blive lukket ind i alle disse skæbners beretninger på godt og på ondt. Mest på ondt desværre. 

Det vanvittige og skøre blev langsomt til en ny hverdag som kunne gøres tålelig når den blev delt og holdt af flere hænder end ens egne.

Fællesskab og samhørighed gav næring til troen på at livet kunne være anderledes. Det at sige farvel og tage afsked kom sjældent vores vej forbi, når det skete på trods var sorgen sværere at bære end før.

Vejen der var gået sammen havde bragt tættere og livet var alt for sjældent klar til at give op.

I sorgens sorte og hverdagens grumme fortællinger var mine kollegaer støttepælene der holdt mit mod oppe, og gav mit håb næring til at vokse og gro.

Det at opleve fremgang hos den enkelte, at se galskaben slippe sit umenneskelige greb om livslysten og troen på et liv uden angst og smerte folde sig ud.

Derfor blev jeg i så mange år, fordi vi sammen i en treenighed af fællesskab gjorde op med det der synes umuligt. At komme sig, at komme fri, at komme videre.

Troen på den enkelte, tiden til at finde vejen sammen og ønsket om at forandres var kernen i samarbejdet. 

Det var lige så vigtigt i perioder ikke at gøre noget, at stoppe op og gøre plads til forandringen, samt at stå klar til at gribe muligheden når den opstod.

At turde tage chancer, at gå nye veje og bære håbet når det røg på jorden for en stund.

I dag er der ikke tid til at stoppe op, risikoen for at mulighederne forpasser er tilstede og håbet trampes langt ned i mulden i skyndingen.

I dag er der ikke tid til at se og mærke og vi har for travlt til at følges ad.

Vi tyer oftest til smutveje og springer over hvor gærdet er lavest for at nå det hele.

Medicin er asfalten der trædes på og selvmedicinering den tro følgesvend på vejen mod recovery, da psykiatrien med tiden er blevet så slidt og udsultet at den intet gavnligt formål har længere. 

Den vedligeholder sit eget formål ved at køre folk ned gennem travlhed og den manglende mulighed for at leve op til sit oprindelige formål, at vise vejen og bære håbet.

At miste er en stor del af min hverdag nu, at sige farvel til de mennesker jeg engang støttede op omkring, men i høj grad også at tage afsked med de kollegaer der ikke klarede presset og faldt sammen i kampen for at holde håbet for andre. 

Jeg ved ikke om det er muligt at genskabe det der var engang med det der er i dag. 

Hvordan bygger man en velfungerende socialpsykiatri udfra for få ressourcer, holdt oppe af naive forestillinger om at man hvert år kan fjerne lidt mere af den bærende væg gennem besparelser uden at det hele skrider sammen. 

Favn livet Lene