Livet på kanten i det skæve hus på Nørrebro!

Det er en tidlig morgen på Nørrebro, svanerne ligger stadig med hovedet gemt i vingen for at finde ro til natten.
I det skæve hus på Nørrebro er der en del der kæmper med at få natten til at kaste søvnen over dem, her er Ole Lukøje klædt ud som psykiater der ordinerer små magiske piller til at sove, at flade følelserne ud, at fjerne den indre smerte, at fjerne den indre stemme.
Piller der kan sørge for at en stor mængde mennesker kan holde ud at være i livet, men ikke mindst at de kan være i livet tæt på os andre uden at skulle gemmes væk i periferien som før i tiden.
Nu skal de hellere udstilles, være til offentlig skue.
De skal ses, høres og mærkes i samfundet.

Livet i det skæve hus på Nørrebro, kræver tolerante naboer, genboer og beboere.
Her er larm, kaos og ustyrlighed. Men for det meste kan man nu alligevel ikke mærke, der bor over 100 mennesker, samlet med hver deres personlighed og skrøbelighed.
Det er mangfoldigt, rummeligt og levende helt ud i hjørnerne. Alt det liv kan du hurtig fornemme om du vover dig ind bag dørene.
Her råder egne agendaer fra en del, og til at holde sammen på det hele er røde mursten stablet op på hinanden i et lag af samvittighed og indlevelse.
Et bistade hvor overlevelsen handler om at holde en vis portion struktur i kaos for at sikre alles overlevelse.

Dronen er psykiateren der pænt ser til at alle arbejdsbierne udfører deres arbejde, ved at tage den ordinerede medicin og leve op til de forventninger, der er ved at bo i et kæmpe kollektiv.
Træder de udenfor egen dør, skal de forholde sig til alle andres udfordringer og udskejelser.
Det kræver overskud og rummelighed, at være i at andre har det værre end dig selv eller, at deres overlevelse handler om, at kaste galden ud over dig, for selv at kunne være.
Det er 24/7 i det skæve hus på Nørrebro, her er altid nogen hjemme og en der har det svært.

En mand sidder bag egen dør, og kan lytte med til alt hvad der sker på den anden side.
Når angsten over lydene både fra omgivelserne og alt det indeni smelter sammen og ikke længere kan skilles ad, når strategierne forsvinder i larmen.
Så er der altid en til at lytte, til at vejlede og til at rumme. Men det er ikke altid hånden rækkes ud, angsten og fornuften overrumples så kroppen bliver handlingslammet.
Stemmer der nedgør, befaler, dominerer nogle er musik andre de tætteste netværk.
Det kan være svært at lytte til livets stemmer når de indre råber højere end dette.
Det kan være umuligt at tage gode beslutninger om stemmerne fortæller dig det modsatte.
Det kan være svært at finde ro om stemmerne taler i munden på hinanden og du er nødt til at lytte med.

Hudsult florerer i det skæve hus på Nørrebro, berøring er en mangelvare på hylderne i de lokale butikker.
Når kroppen flyder ud og egne grænser er udsvævende, dette oftest fordi de er ødelagte i opvæksten på grund af overgreb, misbrug eller tørre tæsk.
Når svigt fra de der burde have elsket dig blot beviser at du intet er værd, at berøring har været på deres betingelser og ikke dine. Så kan det være svært at blive krammet, holdt i hånden og få anerkendelse.
Der er noget indeni der går i stykker, så brutalt at selv ikke tiden læger og heler.
Smerten kan glemmes i mødet med forståelse, indlevelse og empati.
Men alene bag døren er det angsten der råder.

Det skæve hus knirker og gir sig, det føler sig i perioder overbefolket og slidt.
De lange gange er tyndslidte af alle de skridt der er trådt, væggene fyldt med huller af alle de søm og skruer, der er banket og boret.
Taget holder fast i murene for ikke at falde, kan end ikke holde styr på hvor mange gange det er lettet i efterskælvet.
Dørene er låste når natten falder på, men de dæmpede lys viser vejen rundt i huset.
Huset der aldrig sover helt og altid er lidt bange, angst, vredt, skrigende eller boblende af glæde.
Det er ikke altid lige til at vide hvordan det har det faktisk.
Altid en smule bange for at blive brændt af.
Kom indenfor om du tør, og ellers så kommer vi ud til dig.

 

Favn livet Lene