Dine vågne nattetimer

“Det sværeste er, at livet bare går videre for alle andre, som om intet var sket. Jeg tænker tit på, at hvis valget stod mellem det evige liv og døden, så ville jeg uden tøven vælge den evige død. For det er mærkeligt nok en slags trøst. Foreløbig holder jeg mig til det nu som ingen udstrækning har, springer fra det ene nu til det næste nu, som lydene i et stykke musik, der springer fra den ene tone til den næste tone og derved får mening”.

Fra Springet 2005

Der er valg i livet, der ligger lige for, valg vi ønskede vi aldrig fik. Valg man ikke kan tage for andre og valg man ikke kan tage alene. Men værst er når valget ikke længere er et valg men der er en, der har valgt din skæbne og alt er ude af dine hænder.

Du står der i skæret fra månen og kigger ud over haven.
Jeg følger dit blik, der langt ud i horisonten.
Flyver over bjerge, over sø.
Ser dine tårer, der salter mit kys, når mine læber rammer din kind.
Elsker dig så højt så uendeligt, at smerten ved en dag, at skulle miste dig.
Tænker ikke tanken til ende, men fjerner blikket fra dig og lukker øjnene.

Erindrer ikke hvor lykken fløj hen, vidste ikke engang den havde vinger. Om nogen havde fortalt mig det i tide, havde jeg stækket dens vinger og spærret den inde i et bur. Som nattergalen, der var fri men skæbnen ville, at den skulle synge kun for et menneske, der elskede dens unikke stemme. Sådan er du også for mig, jeg spærrer dig inde i mit hjerte og gemmer dig i min egoisme og min angst for, at miste dig for evigt.

Hvad ejer vi i virkeligheden her i livet, hvad kan vi tage for givet, hvad kan vi regne med andet end, at alt levende er forgængeligt.
Du vender dig fra vinduet og kryber ned under dynen, aer mig blidt på kinden og kysser begge mine øjenlåg. Lige præcis sådan, som du har gjort det tusind gange før. Mærker mit hjertes rytme falde til ro, pulsen falde og mine tanker blive forvandlet til drømme.

I drømmen er vores seng en eng, hvor en engel har strøet et blomsterflor til, at sætte vores fødder så blødt. Der svæver sommerfugle omkring og latteren fra en løftet stemning finder vejen forbi. Nøgenhed og elskov, blade der kilder og dine hænder på min hud.

Vågner og famler, mine hænders forgæves søgen lader mit blik tage over. Trætte og ikke helt vågne finder de dig, omtåget i måneskinnet ved vinduet.

Du står der i skæret fra månen og kigger ud over haven.
Følger dit blik, der langt ud i horisonten.
Flyver over bjerge, over sø.
Ser dine tårer, der salter mit kys når mine læber rammer din kind.
Elsker dig så højt så uendeligt, at smerten ved en dag, at skulle miste dig.
Ved jeg er nødt til, at tænke tanken til ende.

Kaffeduft og blide toner fra Adele finder vej gennem drømmen og lader mig vågne.

“Never mind,
I’ll find someone like you
I wish nothing but the best for you too
don’t forget me, I beg
I remember you said,
Sometimes it lasts in love but sometimes it hurts instead.”

Glemmer du mig, når jeg ikke længere er her. Glemmer jeg dig, der hvor jeg kommer hen. Tænk om jeg ikke kan finde derhen eller tilbage, om jeg fortryder. Er der en vej tilbage, er det en vej jeg er nødt til, at gå alene. Man siger, at alle dør alene. Men du er hos mig, det ved jeg, at du er.

Vejen snor sig og gør mig svimmel. Mærker kvalmen stige op i halsen. Du stopper bilen og holder mig blidt på panden, imens min mave tømmer det sparsomme indhold af morgenmad udover det endnu dugvåde græs. Tørrer mine læber med håndfladen og i enden af min trøje, de er tørre og sprukne, langt fra kysseklar. Men du kysser dem blidt og aer mig over tørklædet. Ser da godt sorgen bag dit smil, den nagende bekymring, der ulmer i dit hjerte.

“Kom skat ind i bilen, er du okay igen”?

Jeg nikker med mit hårløse hoved, skjult bag det fine blomstrede Marimekko tørklæde. Store blomster, der aldrig visner og dækkes af årstidernes foranderlighed. Skutter mig i morgenkulden og putter mig i din store hjemmestrik.

Lader blikket fare, som verden passerer forbi på vores vej. Ville ønske den ikke gik derhen hvor den gør, at jeg via tankeoverføring kunne vende retning. Køre over skrænten som Thelma and Louis, der ender livet i døden sammen. Romeo og Julie, der lider samme skæbne.

Det er alt for svært, at tage denne vej alene. Jeg er bange for, at fare vild, du er nødt til, at følge med for du ved jo godt, at jeg ingen stedsans har.

Bilen der rumler og min mavens tomhed, giver mit hjerte ro. Falder i søvn og vågner først, da vi er fremme. Om jeg lukker øjnene fast i og ikke åbner dem igen, så kan jeg fastholde dette øjeblik med dig ved min side.

Venteværelset er fyldt med hårløse skæbner som jeg selv, ved deres side sidder også kærester og holder i hånd. Venter på dommedag, hvor det er fanden der er vagtmester og ingen slipper ud.

Hører mit navn blive kaldt op, og mærker mine fødder gå. Kigger ind i lægens blå øjne og lukker alle lyde ude. Mundaflæser og ved, at resultatet kun kan blive selektivt.

Ser over på dig, følger dit blik der langt ud i horisonten.
Flyver over bjerge, over sø.
Ser dine tårer, der salter mit kys når mine læber rammer din kind.
Elsker dig så højt så uendeligt, at smerten ved en dag, at skulle miste dig.
Tænker ikke tanken til ende, men fjerner blikket fra dig og lukker verden ude.

Det sværeste var, at jeg troede livet bare ville gå videre for alle andre, som om intet var sket.
Strøer blomsterstøv på din gravsten og flyver bort over horisonten.

 

 

Favn livet Lene