Morgenduggen

Morgenduggen glinser på bladenes grønne køjer.
De nejer let i takt med vindens pust de bøjer.

Mine bare tæer i det dugvåde græs denne tidlige morgenfærd.
Med savn i mit hjerte var du mon denne smerte værd.

Vender tanker der myldrer frem som i skovens stille dybe ro.
Er nu glad for jeg ikke i en myretuevrimmel skal bo.

Himlen er blå så langt øjet rækker uden synet af en sky.
Lader dagen komme nærmest som en start på ny.

Mine fødder går langs kanten af vejen mod vores sted.
Savnet gnaver tag aldrig bort du får mig aldrig med.

Solen stiger op i øst maler himlen i rødlige nuancer så smukt.
Jeg sidder her og kæmper med at få med angsten bugt.

Fuglene kvidrer lystigt fra træ kronernes top til hver andre.
Føler mig som om jeg er på Mount Everest og vandre.

Skutter mig i min påklædning der er alt for bar.
Det er ikke altid de store rationelle beslutninger jeg tar.

Et egern løber morgenfrisk op af træet i sin rustrøde dragt.
En af skovens væsner i al dens pragt.

Nattens forvirrede drømme der vækkede mig så brat.
Virrer som farvestrålende sommerfugle rundt i mavens tornebuskekrat.

Tog du min hånd mens du så dybt i mine øjnes rædsel over livets sår.
Mit hjertes uforstående og naive gråd du i blikket får.

Lader vejen fører mine bare ben mod det længere fremme.
Væk fra natten der her ej kan mig ramme.

Solen stiger op og sender opmuntrende lysstråler ned på mit triste sind.
Prikker og leger med mine følelser luk nu bare en smule af lyset ind.

Mørket i mit indre da du gik skulle have favnet min forestilling om et os.
Hvor på vejen ændrede min eksistens sig til om benet dit en klods.

Morgen dug der slår triller ned af kinderne løber i et væk.
Som var der nu på smertens byld endelig gået læk.

De rammer det dugvåde græs mellem mine bare tæer.
Står bare her forstenet og kan slet ikke lade vær.

Savnet æder mig op med tiden om du ej er i mit liv.
Eller er det mine blå øjne der ser dig så naiv.

Lader jeg dig komme ind i mit hjertes varme rum.
Søger trygheden og længslens forening på dine læber kun en stund.

Morgenduggen glinser på bladenes grønne køjer.
De nejer let i takt med vindens pust der væk fra dig bøjer.

Favn livet Lene