Hvem der var en snegl med hus på ryggen som et beskyttende skjold, et sted at trække sig tilbage og et værn mod livets slag.

---

Jeg er et menneske, vi er født som sociale individer. Bare ikke mig, jeg er helst alene og alligevel så hiver ensomheden mine sorte og triste tanker frem i lyset.
Derfor tvinger jeg mig selv ud i et socialt liv, men kender også min egen grænse for hvornår jeg er fyldt op.

Varmer begge mine hænder på glasset der er halvt fyldt med the, sidder krummet sammen under tæppet. Skutter mig lidt og betragter udsigten fra mine vinduer, der inviterer mig ud i det rolige forstads liv. Møder ofte påstanden, at jeg ikke bor i en forstad, men det er nok også mere følelsen af, at være langt væk fra den pulserende bymidte, der fremkalder denne følelse hos mig.
Jeg er en pudsig størrelse for befinder mig helst midt i livets rumlen. Men allerhelst som en passiv betragter, der kun falder i ved behov og hurtigt mættes.

Hvem der var en snegl med hus på ryggen som et beskyttende skjold, et sted at trække sig tilbage og et værn mod livets slag.
Men jeg er ingen snegl med hus på ryggen, langt mere er jeg en regnorm, der ligger til offentlig skue efter flisernes våde tiltrækning.
Store uforsigtige støvler risikerer at trampe mig i stykker, så alt der er tilbage er skidtet under fodsålen. Indtil også det er blevet til et med flisernes overflade.

Som barn var det mere legalt at trække sig væk fra spørgsmål, interesse og nysgerrighed.
“Hun er meget genert”, hørte jeg min mor undskylde på mine vegne, inde fra dybet af hendes nederdels stof. Gemte mig når livet ramte mig for hårdt, som en struds stikker hovedet ned i sandet. En følelse af at forsvinde væk, når verden ikke var i syne. Væk.
Det lille rum under skrivebordets midte passede perfekt til en lille pigekrop, der følte verdens uretfærdighed på sig.

Langt sværere er det at gemme sig som voksen, når uretfærdigheder og spydigheder rammer min sarthed som hagl på størrelse med tennisbolde.
Der er ingen skørter, huler eller gemmesteder at forsvinde ind i.
Verden forventer et svar, en reaktion og her hjælper end ikke uendelig lang latenstid.
Small talk udmatter mig og kræfterne jeg skal bruge på at holde ret mine til slet spil, er urimelige mange.

Lyder det grimt i dine ører at jeg ikke orker at lytte til overfladiske fortællinger som udviskes sekundet du er væk.
Klinger det hult i de sociale arenaer hvor du bevæger dig trofast og tillidsfuldt rundt.
Tænk da på hvordan det mon er, at føle det der kommer så naturlig let for dig, som at bestige Mount Everest for en som mig.
Det handler ikke om at andre ikke er interessante og spændende som de er, men i langt højere grad at jeg bruger unødig meget energi på at lytte og filtrerer alt jeg møder på min vej.

Alting ændrer sig konstant og dog er alt forbundet. Jeg forsøger ihærdigt at holde mig forbundet til verden, så jeg ikke lader mig opsluge af trangen til, at gemme mig væk fra omverdenens krav om, at vi er sociale væsner.

Træt. Nærmest uendelig træt af, at være træt. Jeg strækker trætheden helt ud i fingerspidserne, så den hænger i en tynd tråd. Vipper den af med et lille puf, og gemmer den på en hylde bagved mine strømper. Her kan den ligge afventende indtil jeg igen lader mig overmande af den.

Favn livet Lene